• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pia Kjærsgaard

Oprindelig forfatter TLar Seneste forfatter Redaktionen

Pia Kjærsgaard. Foto fra ca. 2005.

Pia Kjærsgaard. Foto fra ca. 2005.

Pia Kjærsgaard, Pia Merete Kjærsgaard, f. 23.2.1947, dansk politiker, leder af Dansk Folkeparti 1995-2012. Pia Kjærsgaard arbejdede først som ansat på kontor inden for forsikrings- og reklamevirksomhed i 1963-67, inden hun i årene 1978-84 var ansat som hjemmehjælper.

I 1984 blev Pia Kjærsgaard valgt som MF for Fremskridtspartiet og fik meget hurtigt centrale poster i folketingsgruppen på Christiansborg. Som partiets politiske ordfører 1985-94 kom hun i tiltagende grad til at tegne den resultatsøgende del af partiet over for den mere anarkistiske fløj, som fulgte partistifteren Mogens Glistrups kompromisløse linje i forhold til de øvrige partier i Folketinget. I 1990 var Pia Kjærsgaard med til at ekskludere Mogens Glistrup af partiets folketingsgruppe i en periode, som var præget af opgør mellem de såkaldte "strammere" og "slappere" i partiet.

I 1995 forlod Pia Kjærsgaard Fremskridtspartiet efter et kaotisk landsmøde og dannede umiddelbart efter - sammen med bl.a. Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup - Dansk Folkeparti (DF). Som formand og leder for DF lykkedes det for Pia Kjærsgaard på under 10 år at gøre Dansk Folkeparti til landets tredjestørste parti, en position, som partiet sikrede sig ved folketingsvalget i 2001.

Fra at have været et protestparti bygget om modstand mod EU og krav om markante stramninger i udlændingepolitikken har DF siden 2001 været fast støtteparti for VK-regeringen og har markeret sig på stadig flere politikområder. Partiet har været fast partner ved VK-regeringens finanslove, ligesom partiet har lagt stemmer til både strukturreformen og velfærdsreformen.

I de senere år har Pia Kjærsgaard arbejdet målrettet på at give Dansk Folkeparti en stærk profil i velfærdspolitikken med krav om forbedringer af bl.a. ældrepleje og sygehussektoren, og hun har som mål, at DF en dag skal indgå i en regering.

Efter folketingsvalget i 2011 og VK-regeringens afgang blev Pia Kjærsgaards og DFs indflydelse på den daglige politik mere indirekte. September 2012 trådte Pia Kjærsgaard tilbage som partiformand, hun efterfulgtes af Kristian Thulesen Dahl. Hun fortsætter dog som sit partis værdiordfører. I 2012 blev hun medlem af Folketingets Præsidium.

Pia Kjærsgaard har udgivet erindringsbøgerne - men udsigten er god. Midtvejserindringer (1998) og Fordi jeg var nødt til det (2013).

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Pia Kjærsgaard Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik