Poul Hartling (i midten), Anker Jørgensen (tv.) og Hilmar Baunsgaard. Foto fra 1972.
Poul Hartling, 14.8.1914-30.4.2000, dansk politiker, statsminister 1973-75, flygtningehøjkommissær 1977-85. Søn af Mads Hartling. Hartling blev cand.theol. i 1939, og efter nogle år som præst samt underviser ved bl.a. Københavns Universitet blev han i 1945 lærer, fra 1950 forstander og 1959-68 rektor ved Zahles Seminarium. I 1957 blev Hartling MF for Venstre, men opnåede ikke valg i 1960. I partiets strid med Thorkil Kristensen tog han Erik Eriksens parti, og da Hartling i 1964 igen fik sæde i Folketinget, blev han folketingsgruppens næstformand for i 1965 at overtage formandsposten efter Erik Eriksen. I november samme år valgtes han til formand for Venstres landsorganisation.
I august 1965 inviterede Hartling i "Svanningetalen" Det Radikale Venstre til drøftelser om en fælles liberal politik, men de efterfølgende samtaler førte ikke umiddelbart til noget. Efter at J.O. Krag fra 1966 havde baseret sin regering på SFs stemmer, opnåede Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre sammen flertal ved valget i januar 1968 og dannede VKR-regeringen, hvor Hartling blev udenrigsminister. Han anså dette borgerlige samarbejde for et resultat af den kursændring, han havde påbegyndt med sin Svanningetale.
Venstre var igen i opposition 1971-73, men efter jordskredsvalget i 1973, da Venstre gik tilbage fra 30 til 22 mandater, søgtes VKR-regeringen genetableret. Da det mislykkedes, dannede Hartling resolut en ren Venstreregering. Ved valget i januar 1975 fik Venstre 42 mandater. Alligevel måtte Hartling godt en måned senere overlade regeringsmagten til Anker Jørgensen. Ved valget i 1977 blev Venstres mandattal halveret.
Samme år forlod Hartling dansk politik, da han blev valgt til FNs flygtningehøjkommissær. Da flygtningestrømmene især i den tredje verden i disse år øgedes drastisk, stod han over for store opgaver med at overtale FNs medlemmer til at finansiere hjælpearbejdet og modtage flygtninge. Hartling har bl.a. skrevet erindringsbøgerne Bladet i bogen (1980), Politisk udspil (1981), Godt vejr og dårligt vejr (1983) og Otte år i FNs flygtningearbejde (1985).
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki