Oliekriser er en samlet betegnelse for tre internationale kriser i perioderne 1973-1974, 1978-1980 og 1990-1991. Oliekriserne har deres navn efter prisforhøjelserne på olie af politiske årsager. Prisstigningerne og reduktioner i produktionen af olie blev besluttet af de olieeksporterende landes organisation OPEC, navnlig de arabiske medlemslande.

For den almindelige forbruger i fx Danmark mærkedes oliekriserne med en dyrere pris på olie og politiske tiltag for at reducere forbruget af oliebaserede produkter. Mest kendt er de bilfrie søndage under den første oliekrise. Forbuddet mod bilkørsel på søndage gjaldt fra november 1973 til februar 1974.

Oliekriserne gjorde det tydeligt, at mange vestlige landes energiforsyning var afhængig af olie.

Første oliekrise 1973-1974

Betegnelsen oliekrise er især brugt om den kraftige reduktion af olieproduktionen og hævelsen af olieprisen, der fulgte efter Yom Kippur-krigen. Krigen brød ud i oktober 1973 mellem Israel på den ene side og Egypten og Syrien på den anden.

De arabiske olieproducerende stater organiseret i OAPEC (Organization of Arab Petroleum Exporting Countries) ønskede at støtte Egypten og Syrien i deres krig mod Israel og tvinge vestlige stater til en mindre pro-israelsk politik. For at opnå dette brugte de olie som pressionsmiddel. Produktionen blev reduceret, og prisen blev sat voldsomt i vejret. Samtidig besluttede OAPEC at forbyde eksporten til Holland og USA. Danmark blev ikke ramt af denne boykot og manglede derfor ikke olie. Men de kraftigt forhøjerede oliepriser skabte store økonomiske problemer.

Senere undersøgelser, blandt andet i det amerikanske senat, viste, at der aldrig havde manglet olie. I kvartalerne inden reduktionen i 1973 var produktionen øget så voldsomt, at der bogstaveligt ikke var plads til mere olie nogen steder. De store olieselskaber, de såkaldte syv søstre, havde samarbejdet med OPEC-landene for at få hævet priserne. Olieleverancerne normaliseredes fra januar 1974, men prisen forblev høj. Krisen viste oliens egnethed som politisk våben og førte til ændringer i Vestens holdning til Mellemøstkonflikten, større energibevidsthed og satsning på egen energiproduktion.

Anden oliekrise 1979-1980

Den anden oliekrise (1979-1980) opstod på grund af den politiske udvikling i Iran med opstanden mod shahens styre og det følgende kollaps i den iranske olieproduktion. Krisen blev forværret af udbruddet af Den Iransk-Irakiske Krig i 1980.

Prisstigningerne på olie førte til lavkonjunktur i flere industrialiserede lande. I Danmark forstærkede krisen den dårlige økonomiske udvikling landet stod midt i med underskud på betalingsbalancen, stor arbejdsløshed og økonomisk recession. Til gengæld førte krisen til ændringer i Danmarks energipolitik, der på sigt skabte mindre afhængighed af olien fra Mellemøsten. I løbet af 1980'erne faldt olieprisen således. Krisen var også med til at sætte fokus på energiforbruget og besparelsespotentialerne i de private husholdninger.

Tredje oliekrise 1990-1991

Den tredje oliekrise blev udløst af Iraks besættelse af nabolandet Kuwait i 1990 og den efterfølgende Golfkrig mellem Irak og en international koalition. Oliepriserne steg kraftigt fra august 1990 ved krigens start, men faldt allerede kort tid efter. Det skete da Det Internationale Energiagentur, IEA, og USA garanterede olieleverancerne til den vestlige verden i januar 1991.

Denne tredje oliekrise viste, at olieprisernes betydning som politiske våben var nær ved udspillet, da Danmark og de fleste andre vestlige lande nu havde en flerstrenget energiforsyning og derfor ikke blev påvirket i samme grad som tidligere af prisstigninger eller knaphed på olie.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig