Faktaboks

Christoffer 2.

kong Christoffer 2.

Christoffer II

Født
29. september 1276
Død
2. august 1332

Christoffer 2.

.

Christoffer 2. var konge af Danmark fra 1319. Han var søn af Erik Klipping og Agnes af Brandenburg og gift med Eufemia af Pommern.

Christoffer som Erik Menveds rival

Christoffer fik kort før 1307 af sin bror, Erik Menved, overladt (Sønder)Halland og Samsø som hertugdømme. Hans mål var dog at blive konge, og med henblik herpå allierede han sig med Erik Menveds fjender, svenske hertuger, kong Håkon 5. Magnusson af Norge, den oprørske ærkebiskop Esger Juul og markgreven af Brandenburg. 1315-1319 var han en af kongens hovedmodstandere og foranstaltede invasion i Skåne.

Christoffer bliver konge

Ved Erik Menveds død i 1319 nåede Christoffer sit mål, men han måtte som den første danske konge udstede en valghåndfæstning, der stillede hårde betingelser for udøvelse af kongemagten. Christoffer måtte overtage hele broderens betydelige gæld, som skulle tilbagebetales ved hjælp af rigets almindelige indtægter, og ikke ved at pålægge rigets indbyggere hårde ekstraskatter. Endvidere opnåede rigets stænder at få alle deres privilegier bekræftet. Broderens tvangsborge skulle nedrives.

Som konge knyttede han sig fortsat til Brandenburg, der var gået over til slægten Wittelsbach. Christoffers datter, Margrete, blev i 1324 gift med Ludvig af Brandenburg (ca. 1315-1361) mod løfte om en stor medgift. Den blev dog indtil videre ikke udbetalt, men sikrede Brandenburgs indflydelse i Danmark helt ind i Valdemar Atterdags regeringstid.

Kongen afsættes

Selv fik Christoffer ingen fordel af forbindelsen med Brandenburg. I 1326 gjorde danske stormænd med Ludvig Albertsen Eberstein og drost Laurends Jensen Panter i spidsen oprør mod kongen og enedes med de holstenske grever Gerhard 3. og Johan Adolf af Plön om at indsætte en marionetkonge, den unge hertug Valdemar af Sønderjylland (Valdemar Eriksen). De sammensvorne var alle store kreditorer, som ønskede sikkerhed for deres tilgodehavender. For de danske stormænd har det endvidere været ønskeligt at sætte en stopper for den aktive nordtyske udenrigspolitik.

Christoffer genindsættes

I 1329 blev Christoffer igen konge som følge af et jysk herremandsoprør, og fordi Gerhard, der var rigsforstander og formynder for den umyndige konge, ikke kunne enes med grev Johan om magtens deling.

Landet pantsættes

Ved Christoffers tilbagekomst blev landet udstykket, således at grev Gerhard fik Jylland og Fyn overladt, mens Johans pant bestod i det meste af Østdanmark. Kun et par len stod herefter til kongens rådighed. I en kamp ved Slesvig by 1331 mellem Gerhard og Johan deltog Christoffer på Johans side, men led nederlag.

Da Christoffer 2. døde året efter i Nykøbing Falster, fik han ingen umiddelbar efterfølger. Han ligger begravet i Sorø Klosterkirke, hvor et bronzemonument pryder hans grav.

Christoffers efterkommere

Med dronning Eufemia havde Christoffer følgende børn:

  • Margrete, gift med 1324 med Ludvig af Brandenburg, død 1340
  • Erik Christoffersen, medkonge fra 1321, død 1332
  • Otto, hertug af Lolland, Falster og Estland, efter 1346 i Den Tyske Orden, død ca. 1374
  • Agnes, død som barn
  • Helvig
  • Valdemar Atterdag, konge af Danmark 1340-1375

Det siges, at Christoffer dertil med en adelsfrøken af slægten Lunge havde to børn:

  • Erik Christoffersen Løvenbalk
  • Regitze Christoffersen Løvenbalk

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig