Faktaboks

Erik Ejegod

Formelt: Erik 1., også ofte Erik 1. Ejegod

Andre former: kong Erik Ejegod, Erik den Gode

Født
1056, Slangerup
Død
10. juli 1103, Pafos på Cypern
Levetid - kommentar
Omtrentligt fødselsår

Erik Ejegod.

.

Erik Ejegods mønt, præget i Lund. Møntportrættet har ingen portrætlighed, men det giver et indtryk af, hvordan kongen gerne ville fremtræde over for landets indbyggere. Gengivet i 2:1; Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling.

.

Erik Ejegod var en dansk konge 1095-1103. I 1095 var han den fjerde søn af Svend Estridsen, der blev konge af Danmark. Erik Ejegod var gift med Bodil og fik med hende sønnen Knud Lavard og med andre kvinder sønnerne Harald Kesja og Erik Emune samt et antal døtre.

Under sin bror Knud den Helliges styre var han jarl over Sjælland og sin brors trofaste støtte. Som medlem af Knuds hird deltog Erik i 1086 i de kampe, der kostede Knud livet; Erik undslap og tilbragte derefter tiden under Oluf Hungers kongedømme i eksil i Sverige.

Eriks regeringstid

Efter Olufs død i 1095 blev han kaldt hjem og udråbt til konge. Hans regeringstid blev begunstiget af, at hungersnøden, som havde plaget Danmark i de foregående år, nu holdt op. Ifølge Saxo skal hans tilnavn Ejegod, som betyder 'den evigt gode', hentyde til, at Erik opretholdt loven og straffede de stormænd, som forgreb sig på det almindelige folk. Derudover var han kendt for at give sine nærmeste folk rige og prægtige gaver.

Erik Ejegod bekæmpede med succes venderne, som hærgede Danmark på deres sørøvertogter, og både islandske skjaldekvad og Saxo beretter om flere succesfulde togter, bl.a. til Oldenburg i Østholsten. I 1101 indgik Erik i Kongshelle en fredsaftale med Norge og Sverige, der garanterede de tre nordiske kongers ret til deres egne kongedømmer, hvilket kunne tyde på, at Erik uden held har søgt at opretholde det gamle danske krav om overherredømme i Viken, dvs. området omkring Oslofjorden.

Kongehelgen og oprettelsen af ærkesædet i Lund

Kirkepolitisk opnåede Erik Ejegod store succeser. Han arbejdede aktivt på at få Knud helgenkåret og indkaldte engelske benediktinermunke fra klosteret Evesham Abbey til at forestå helgendyrkelsen.

Omkring år 1100 rejste Erik på pilgrimsfærd til Italien, hvor han besøgte forskellige hellige steder, kloster og kirker, samt grundlagde et pilgrimsherberg til brug for nordiske pilgrimme på vej til Rom. Under denne rejse lykkedes det også for Erik efter længere forhandlinger med paven at få Knud anerkendt som helgen. Denne blev altersat i Sankt Knuds Kirke i Odense den 19. april år 1100.

Formålet med denne indsats kan have været at sikre tronen for sine egne efterkommere, men det kan også have haft et bredere kirke- og samfundspolitisk sigte.

Der lykkes desuden Erik i 1103 at få pavens samtykke til oprettelsen af et selvstændigt dansk ærkesæde, der kom til at ligge i Lund. Dette må være sket under kongens rejse til Jerusalem.

Pilgrimsfærd og død

I det hele taget synes det, at Erik var meget optaget af pilgrims- og korstogstanken. I begyndelsen af 1103 bestemte han sig for at drage til Jerusalem og indsatte sin ældste søn Harald Kesja sammen med den nyudnævnte ærkebisp Asser som regenter. Erik drog over Italien til Konstantinopel, hvor han blev venligt modtaget af kejseren. Derefter sejlede han videre til Cypern, hvor han i sommeren 1103 dog blev syg og den 10. juli døde. Dronning Bodil fortsatte sin færd, men døde på Oliebjerget uden for Jerusalem. Erik Ejegod blev begravet i Pafos på Cypern, hvor der i dag findes en mindetavle for ham.

Erik vurderes lavt i Roskildekrøniken fra 1130'erne, men højere i andre kilder. Den negative vurdering afspejler måske mest Roskildekapitlets skuffelse over at se ærkesædet gå til Lund.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig