Erik 4. Plovpenning

© Gyldendal

Erik 4. Plovpenning. I 1258 overførtes Eriks ben til en helgengrav i Valdemarernes slægtskirke, Skt. Bendts Kirke i Ringsted, og ca. 1290 blev der i sydkappen af hvælvet over graven malet et kalkmaleri, som skildrede hans martyrium. Bag udsmykningen stod sandsynligvis Agnes af Brandenburg, Erik 5. Klippings dronning.

Erik 4. Plovpenning, 1216-1250, konge af Danmark fra 1241, søn af Valdemar 2. Sejr. I 1239 blev Erik gift med Jutta, datter af Albrecht af Sachsen (d. 1260), for ad den vej at ende de to fædres krig. Samme år foreslog paven i sin kamp mod kejser Frederik 2. Erik som tysk konge, men Erik afslog efter råd fra sin far.

Fra omkring 1242 lå Erik i heftig strid med sin bror Abel, hertug af Sønderjylland. Striden antog karakter af regulær krig fra 1246, da hele landområder blev hærget, og flere byer brændt ned. Sideløbende klagede lübeckere over Eriks erobringsforsøg, støttede Abel og udplyndrede i 1249 København. Pga. krigen udskrev Erik samme år en ekstraordinær plovskat, som førte til et forgæves oprørsforsøg i Skåne og tillige gav ham hans tilnavn.

Eriks stadige korstogsplaner mod Estland blev støttet af paven med aflad og del i kirketiende, men de blev aldrig udført. I 1244 krævede Erik forgæves en personlig troskabsed af en ny biskop i Slesvig; i 1245 anklagede han Roskildebispen, Niels Stigsen (Hvide), for højforræderi. Niels måtte gå i eksil, og dele af kirken gik over til at støtte Abel.

I foråret 1250 begyndte Abel at kalde sig konge, men Eriks erobring af Slesvig by tvang Abel til fred. Umiddelbart efter blev Erik dræbt af Abels mænd og kastet i Slien. I 1258 blev hans lig overført til Ringsted af broderen Christoffer 1. Erik blev en populær helgen, men er aldrig blevet kanoniseret af kirken.