• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik 7. af Pommern

Oprindelig forfatter JEO Seneste forfatter Redaktionen

Erik 7. af Pommerns segl fra 1398. Efter Kalmarunionens dannelse indgik det danske våben i et skjold, der var sammensat af felter for de områder, som kongerne herskede over eller gjorde krav på. Her ses i det korsdelte hovedskjold de tre danske løver, de tre kroner, der ligesom folkungeløven over tre smalle skråbjælker betegner Sverige, og den pommerske grif; i det lille skjold på korset ses Norges øksebærende løve.

Erik 7. af Pommerns segl fra 1398. Efter Kalmarunionens dannelse indgik det danske våben i et skjold, der var sammensat af felter for de områder, som kongerne herskede over eller gjorde krav på. Her ses i det korsdelte hovedskjold de tre danske løver, de tre kroner, der ligesom folkungeløven over tre smalle skråbjælker betegner Sverige, og den pommerske grif; i det lille skjold på korset ses Norges øksebærende løve.

Erik 7. af Pommern, ca. 1382-1459, konge af Danmark, Norge og Sverige fra 1396 (Norge fra 1389), unionskonge 1397-1439/41, søn af hertug Vartislav 7. af Pommern-Stolp (d. 1394) og Margrete 1.s søsterdatter Maria af Mecklenburg (d. 1394). Efter Margrete 1.s søn Olufs død i 1387 blev Erik, der oprindelig hed Bugislav, Margretes fostersøn og opdraget til kongegerningen.

I 1406 ægtede han Filippa (1394-1430), en datter af kong Henrik 4. af England. Ægteskabet var barnløst, hvorfor Erik udpegede sin fætter, hertug Bugislav 9. af Pommern-Wolgast, til nærmeste arvtager.

Margrete 1. vedblev reelt at regere Danmark og de øvrige riger (Kalmarunionen) frem til sin død i 1412, og fra 1404 forsøgte hun og Erik at hævde den danske indflydelse i Slesvig. Resultatet blev fra 1416 en mangeårig krig om hertugdømmet, hvis lensforhold berørte de vendiske hansestæder. Hamburg støttede åbent de holstenske grever, mens de øvrige hansestæder i 1423 indgik forbund med Erik for at bevare deres handelsprivilegier i Norden. Konflikten om Slesvig blev henvist til voldgiftsdom af Eriks fætter, den tysk-romerske konge Sigismund. Dommen anerkendte Eriks synspunkter, og i taknemmelighed begav han sig på pilgrimsfærd til Det Hellige Land (1423-25).

Holstenerne rettede sig imidlertid ikke efter dommen, og krigen brød ud på ny i 1426, idet de vendiske hansestæder greb ind på de holstenske grevers side som følge af en skærpet kongelig handelspolitik.

Under krigen indførte Erik ca. 1429 Øresundstolden, som i mere end 400 år skulle tilføre kronen betydelige indtægter. Krigsførelsen fremtvang en øget beskatning i Sverige og skærpede den i forvejen hårde lokalforvaltning. Allerede ved Margrete 1.s død sporedes opposition i Sverige mod kongemagten, hvilket det dog lykkedes Erik at imødegå. Engelbrekt Engelbrektssons oprør i 1434 afstedkom, at kongen forsøgte at opnå forlig med de oprørske rigsråder, der støttede Engelbrekts krav.

I 1435 sluttede Erik fred med de vendiske hansestæder og hertug Adolf 8. af Slesvig, hvilket indebar et nederlag for hans slesvigske politik. På et møde i Kalmar i 1436 blev et forlig indgået med svenskerne om ændringer i Eriks hidtidige regeringspraksis og centralistiske unionsstyre. Han tog ophold på Gotland og forsøgte 1437-38 uden held at føre hertug Bugislavs kandidatur igennem i Danmark. Han blev afsat i alle tre riger i løbet af årene 1439-41 og efterfulgt af søstersønnen Christoffer 3. af Bayern. I 1449 overlod kong Erik Gotland til danskerne og levede til sin død i Rügenwalde i Pommern.

Moderne forskning har anerkendt Erik af Pommerns mangeårige og energiske kamp om Slesvig og hans bestræbelser på bl.a. at udvikle de danske købstæder, især i Øresundsområdet.