Gerhard 6. var greve af Holsten, hertug af Sønderjylland som Gerhard 2.; søn af Henrik 2. og Ingeborg af Mecklenburg, gift med Elisabeth. Gerhard modtog i 1386 Nyborg i forlening med hertugdømmet Sønderjylland-Slesvig sammen med sine slægtninge af det schauenburgske grevehus og udbyggede derved den stadig tættere forbindelse mellem Slesvig og Holsten, der kendetegnede senmiddelalderen. I Sønderjylland hævdede han over for sine to yngre brødre med held en eneret til at udøve hertugmagten. Han faldt mod ditmarskerne ved Süderhamme.