Hærvejen

Hærvejen er i vore dage kendt som en gammel vej ned gennem Jylland fra Viborg til Dannevirke og dens forlængelse i Slesvig-Holsten. Denne strækning er imidlertid skabt af historikeren Hugo Matthiessen, der udgav bogen Hærvejen i 1930. Hans navngivning kan siges at have været lidt misvisende, eftersom hærveje endnu i 1600-tallet og 1700-tallet var fællesbetegnelsen for de større alfarveje i Danmark.

Forskningen har dertil vist, at man i en historisk sammenhæng ikke skal opfatte alle gamle veje som faste veje, fordi de ikke var anlagt i moderne forstand, men skabt af den trafik, der fra sen vikingetid dannede et netværk af spor mellem bygder og landsbyer. Disse veje blev også benyttet af den gemmengående færdsel, og nogle af ruterne udviklede sig til større alfarveje (hærveje) på grund af den øgede færdsel fx mellem købstæderne.

Før den nuværende hærvejsstrækning fra Viborg til Dannevirke var der således i oldtiden og middelalderen et antal spor dannet af kørende og gående trafik mellem landsbyerne langs hovedvandskellet, hvor færdslen skiftede forløb flere gange og nogle steder benyttede sig af parallelle ruter og ruter på tværs mellem udskibningsstederne langs kysterne.

Fra anden halvdel af 1800-tallet bredte markerne sig de fleste steder på vejens bekostning, men mellem Sorgbrück og Kropperbusch nord for Rendsborg kan man opleve strækninger af den såkaldte Oksevej begrænset i bredden af jordvolde og levende hegn. Vejbanen her er ubefæstet; kun nogle få, vanskeligt passable steder blev den brolagt (fx over Urnehoved og ved Bov). Hvornår disse anlæg er etableret, er uvist, men de er tydeligvis i slægt med andre drivveje, der holdt de vandrende kvægflokke på ruten og uden for de dyrkede marker.

De jyske hærveje eller alfarveje forbandt Danmark med Tyskland og dermed det øvrige Europa over land. I middelalderen blev de bl.a. benyttet af mange pilgrimme. Inden for handelen var det okseeksporten (se studehandel), der fra 1400-tallet satte sit præg på ruterne (drivvejene) langs den jyske højderyg, hvoraf flere fik navne som Oksevejen og Studevejen. Oksedrifterne har fysisk været ødelæggende for de almindelige vejspor, hvorfor det sandsynligvis er en historisk tilsnigelse at lægge dem sammen med alvejsystemet.