Kalmarunionen var en union mellem de tre nordiske riger, indgået på et møde i Kalmar i juli 1397. Kalmarunionen varede fra 1397 til 1523 og bestod i et kongefællesskab mellem de tre kongeriger Danmark, Norge og Sverige.
Kalmarunionen. Kroningsbrevet beseglet af 67 stormænd. Af Rigsarkivet.
Begrænset anvendelse
Kalmarunionen
Kalmarunionen. Kroningsbrevet beseglet af 67 stormænd.
Unionen, dronning Margrete 1. og Erik af Pommern
På mødet i Kalmar i 1397 blev den danske regent Margrete 1.s søsterdattersøn, den 15-årige Erik 7. af Pommern, kronet til fælles unionskonge. Han var i forvejen hyldet til kong i hvert af de nordiske riger. Kroningsbrevet er beseglet af 67 stormænd fra alle tre riger. Det gav Erik og Margrete retten til alle len i deres levetid og efter deres død, således at de kunne vælge tronfølgeren. På Kalmarmødet drøftedes tillige et unionsbrev udstedt på papir af 17 nordiske stormænd, men kun beseglet af de ti. Det fastlagde forholdet omkring valg af tronfølger og kongens pligt til at styre hvert rige efter dets egne love. Rigerne skulle dog bistå hinanden mod ydre farer.
Margrete regerede efter kroningsbrevet og satte egne tilhængere på len og bispestole uden hensyn til nationalitet. Erik fortsatte Margretes politik, men hans dyre krig mod holstenere og hansestæderne førte til øget skattetryk på almuen og tvangslån hos kirken. I 1434 udbrød oprør i Sverige, der blev ledet af Engelbrekt Engelbrektsson, og det udnyttede rigsrådet til at presse Erik for indrømmelser.
På et nyt Kalmarmøde i august 1436 støttede danske råder de svenske krav om, at Erik skulle regere efter det gamle Kalmarbrevs bestemmelser, respektere svensk lov og kun sætte indfødte svenske mænd på svenske len. Erik afviste de nye regentbetingelser og søgte endog at tvinge sin fætter Bugislav 9., der var arving til Norge, ind som regent, mens aristokratiet i et nyt unionsudkast fastlagde regler for valg af tronfølger om nødvendigt blandt ikke-fyrstelige kandidater fra et af rigerne.
Unionens videre historie
Det danske og det svenske rigsråd opsagde i 1439 Erik, og man samlede sig nu om hans søstersøn, Christoffer (3.) af Bayern, der 1440-1442 blev valgt til konge i alle tre riger.
Ved Christoffers tidlige død i 1448 var der planer om nyt unionsvalg, men Karl 8. Knutsson vandt stemningen i Sverige for sit valg til svensk konge, hvilket var brud på unionsaftalerne. Danske og svenske råder blev dog i 1450 i Halmstad enige om at fastholde fred og union mellem Danmark-Norge under Christian 1. og Sverige under Karl. Fælles konge skulle vælges, når den ene eller begge konger var døde.
Da Karl flygtede fra et svensk oprør, blev unionen genskabt i 1457 under Christian; i 1464 gjorde et oprør dog ende på Christians svenske styre. Unionen mellem Danmark-Norge fortsatte, men kongen ville ikke acceptere de regentbetingelser, man nu stillede i Sverige.
Både Hans og Christian 2. erobrede for korte perioder Sverige, og i 1520 indtog Christian 2. med en hær Stockholm. Kongens blodbad her førte imidlertid 1521 til oprør i Sverige, hvor Gustav Vasa i 1523 blev valgt til konge. Christian 2.s fald som dansk og norsk konge i 1523, bragte Frederik 1. til magten i Danmark. Han frasagde sig i 1524 kravet på Sverige. Kalmarunionen var slut.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.