Malmfred var dronning af Norge ca. 1117-1130 og dronning af Danmark fra 1134. Hun var datter af den daværende fyrste af Novgorod og senere storfyrste af Kyjiv, Mstislav Vladimirovitj (død 1132) og den svenske kongedatter Kristina Ingesdatter (død 1123). Malmfred var således søster til Knud Lavards hustru, Ingeborg, Valdemar 1. den Stores mor.

Hun ægtede først den norske kong Sigurd 1. Jorsalfar, med hvem hun fik datteren Kristen, som siden blev gift med den norske stormand Erling Skakke. Deres søn Magnus Erlingsson blev som femårig valgt som Norges konge i 1161.

Efter Sigurds død i 1130 blev Malmfred i 1132 gift med Erik 2. Emune. Dette sidste ægteskab var et led i Erik Emunes kamp mod kong Niels og Magnus Nielssøn efter drabet på Knud Lavard. Efter Eriks sejr i slaget ved Fodevig 1134 blev Malmfred dansk dronning. I Eriks privilegium til Lunds Domkirke fra 1135 nævnes Malmfred og sønnen Svend (3.) Grathe. Hun fulgte trofast Erik i hans turbulente regeringstid, men efter hans død forsvinder Malmfred ud af kilderne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig