I slutningen af sin regeringstid blev Niels vidne til, at rivaliseringen mellem de forskellige medlemmer i kongeslægten atter brød ud. Hans dronning Margareta Fredkulla var død omkring 1129/30, og da Niels var en gammel mand, pressede spørgsmålet om hans efterfølger sig på. Niels' søn Magnus var bange for, at den lidt ældre Knud Lavard ville blive foretrukket, hvis det kom til kongevalg. Knud havde vist sig at være en populær og dygtig leder i krig som i fred og var desuden den tyske konges vasal. Da Knud Lavard efterhånden syntes at være blevet for mægtig, dræbte Magnus den 7. januar 1131 Knud Lavard i Haraldsted Skov uden for Ringsted.
Dette medførte et oprør, der var ledet af østdanske stormænd, bl.a. Peder Bodilsen og Hviderne, samt Knud Lavards halvbror Erik Emune, som i 1131 blev kåret som modkonge og søgte at få opbakning fra den tyske konge Lothar. Denne kom da også til Dannevirke, men det lykkedes for Niels gennem betaling af en stor sum penge at afholde Lothar fra at angribe Danmark som straf for drabet på hans vasal Knud Lavard.
I påsken 1134 aflagde Magnus lensed til Lothar, der nu var blevet kejser, og blev til gengæld kronet til konge over Danmark. Dette betød efter alt at dømme, at Magnus måtte anerkende ærkebispen i Hamborg-Bremen som den danske kirkes overhoved, hvorved ærkebispedømmet i Lund ville blive nedlagt.
I pinsen 1134 drog Niels, Magnus og rigets bisper til Skåne for med en stor hær at gøre det af med Erik Emune. Imidlertid havde truslen mod det danske ærkebispesæde i Lund fået ærkebiskop Asser til at skifte side og støtte Erik. I det afgørende slag ved Fodevig i Skåne faldt Magnus, mens kong Niels flygtede til Slesvig. Her blev han den 25. juni 1134 dræbt af borgerne i byen, der på den måde hævnede drabet på Knud Lavard.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.