Faktaboks

Niels

Niels den Gamle

kong Niels

Født
1065
Død
25. juni 1134
Levetid - kommentar
Omtrentligt fødselsår
Stik af kong Niels fra tiden efter 1500
Kong Niels (konge 1104-1134).

Niels var konge af Danmark fra 1104 og den sidste af Svend Estridsens sønner, der blev konge. Hans mødrene ophav er ukendt, men han og hans efterkommere hentede senere deres støtte fortrinsvis i Vestdanmark. Niels var først gift med Margareta Fredkulla og fik med hende sønnen Magnus (Nielssøn); anden gang med den norske stormandsdatter Ulvhild. Desuden havde han uden for ægteskab datteren Ingrid.

Niels skal ifølge Saxo have afløst sin bror Oluf Hunger som gidsel hos Robert 1. Friseren, greve af Flandern, i 1086, og han valgtes til konge efter broren Erik Ejegod på et stormandsmøde i 1104. Her samlede han større støtte end Erik Ejegods ældste søn Harald Kesja, der ellers havde været regent under faderens pilgrimsfærd i 1102-1103.

Niels' kongedømme

Det lader til, at Niels styrede landet i fællesskab med sin dronning Margarete. I hvert fald blev han kritiseret for dette i samtiden, men en del tyder på, at det var hende, der prøvede på at holde sammen på kongeslægten på trods af alle rivaliseringerne. Roskildekrøniken karakteriserer Niels som en mild og ligefrem mand, der dog ikke var egnet som regent.

Niels havde et frugtbart samarbejde med kirken og støttede helgenkulten omkring sin bror Knud den Hellige i Odense med godsgaver og privilegier. Umiddelbart fremtræder han også som den egentlige leder af den danske kirke og som en konge, der i verdslig henseende arbejdede for kongemagtens udvidelse i samarbejde med kirken og med udgangspunkt i kristen kongeideologi. Det er imidlertid usikkert, i hvor høj grad disse intentioner lod sig omsætte i praksis; meget tyder på, at Niels havde svært ved at sætte sig igennem i Østdanmark over for stormænd som fx Peder Bodilsen på Sjælland.

I løbet af Niels' regeringstid lykkedes det dog at udbygge den kongelige administration, hvor han reorganiserede hirden og brugte hirdmænd som embedsmænd rundtom på landets kongsgårde, hvor de indkrævede afgifter og repræsenterede kongen på tinge. Niels betroede i høj grad ledende poster til sine egne familiemedlemmer, ligesom de også agerede som hans vigtigste rådgivere. Således blev svigersønnen Ubbe indsat som jarl over øerne, slægtningen Erik styrede forsvaret af Lolland-Falster, mens nevøen Knud Lavard fra ca. 1115-1120 sad som kongelig jarl i Slesvig, hvorfra han ledede forsvaret af landets sydgrænse og stoppede vendernes indfald.

Udenrigspolitisk var Niels optaget af kampen mod venderne, af hvilken grund han også indgik en alliance med Polen i 1120'erne. I Sverige kunne sønnen Magnus på baggrund af sin mors familienetværk opnå kongeværdigheden over Götaland.

Drabet på Knud Lavard og borgerkrigen

I slutningen af sin regeringstid blev Niels vidne til, at rivaliseringen mellem de forskellige medlemmer i kongeslægten atter brød ud. Hans dronning Margareta Fredkulla var død omkring 1129/30, og da Niels var en gammel mand, pressede spørgsmålet om hans efterfølger sig på. Niels' søn Magnus var bange for, at den lidt ældre Knud Lavard ville blive foretrukket, hvis det kom til kongevalg. Knud havde vist sig at være en populær og dygtig leder i krig som i fred og var desuden den tyske konges vasal. Da Knud Lavard efterhånden syntes at være blevet for mægtig, dræbte Magnus den 7. januar 1131 Knud Lavard i Haraldsted Skov uden for Ringsted.

Dette medførte et oprør, der var ledet af østdanske stormænd, bl.a. Peder Bodilsen og Hviderne, samt Knud Lavards halvbror Erik Emune, som i 1131 blev kåret som modkonge og søgte at få opbakning fra den tyske konge Lothar. Denne kom da også til Dannevirke, men det lykkedes for Niels gennem betaling af en stor sum penge at afholde Lothar fra at angribe Danmark som straf for drabet på hans vasal Knud Lavard.

I påsken 1134 aflagde Magnus lensed til Lothar, der nu var blevet kejser, og blev til gengæld kronet til konge over Danmark. Dette betød efter alt at dømme, at Magnus måtte anerkende ærkebispen i Hamborg-Bremen som den danske kirkes overhoved, hvorved ærkebispedømmet i Lund ville blive nedlagt.

I pinsen 1134 drog Niels, Magnus og rigets bisper til Skåne for med en stor hær at gøre det af med Erik Emune. Imidlertid havde truslen mod det danske ærkebispesæde i Lund fået ærkebiskop Asser til at skifte side og støtte Erik. I det afgørende slag ved Fodevig i Skåne faldt Magnus, mens kong Niels flygtede til Slesvig. Her blev han den 25. juni 1134 dræbt af borgerne i byen, der på den måde hævnede drabet på Knud Lavard.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig