Skånemarkedet

Skånemarkedet, fiske- og handelspladser, der opstod i middelalderen, først og fremmest på Skanørhalvøen, men også andre steder i Øresundsområdet. Markedets grundlag var den meget store mængde sild, som hvert år efter midsommer middelalderen igennem passerede Øresund og fra sidste halvdel af 1100-t. blev fanget, saltet i tønder og eksporteret til store dele af Europa. Sildeproduktionen var domineret af hansestæderne, især Lübeck, som havde salt, kapital og et marked, mens Danmark havde arbejdskraften i form af fiskere fra hele landet og en lokalbefolkning, der fandt beskæftigelse med rensning og nedsaltning, lokal transport og de mange serviceopgaver, som tilstedeværelsen af flere tusinde mennesker krævede. I gode år nåede produktionen op på over 300.000 tønder. Skånemarkedets beliggenhed ved indsejlingen til Østersøen gjorde stedet til et naturligt mødested for købmænd fra øst og vest, der her kunne udveksle varer, og markedet blev dermed også et af Europas største varemarkeder. I 1500-t. klingede det af; sildene blev færre, og handelen var allerede tidligere flyttet til de store sundbyer, først og fremmest København og Malmø. Skønt kapital og handel for størstedelens vedkommende var på udenlandske hænder, havde den danske krone meget betydelige indkomster af markedet.