adel (Historie)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

I det ældste Rom udgjorde patricierne en arveadel; senere blev der tale om en embedsadel, som ofte med store landbesiddelser reelt dominerede det politiske liv.

Også blandt de germanske folk fandtes der et fødselsaristokrati af høvdingeslægter, som var knyttet til kongen. Da Frankerriget opstod ca. år 500, smeltede det indvandrede germanske høvdingelag sammen med resterne af de gallo-romanske godsejerslægter, og der opstod et indflydelsesrigt aristokrati. En af disse slægter, karolingerne, endte med at bemægtige sig fyrstemagten.

Adelstitler
Danske adelstitler
titelbærer/hustru søn/datter
(lens)greve og (lens)grevinde greve/komtesse
(lens)baron og (lens)baronesse baron/baronesse
friherre og friherreinde friherre/friherreinde
De samme adelige titulaturer er ligeledes fortsat i brug såvel i Sverige som i Finland.
Engelske adelstitler
The Nobility (højadelen) The Gentry (lavadelen)
duke og duchess baronet og baronetess
marquess og marchioness knight
earl og countess  
viscount og viscountess  
baron og baroness  
Tilsammen The Peerage med fast sæde i House of Lords  
Et mandligt medlem tituleres lord, et kvindeligt lady. Et mandligt medlem tituleres sir, et kvindeligt dame.
Franske adelstitler
prince og princesse  
duc og duchesse  
marquis og marquise  
comte og comtesse  
vicomte og vicomtesse  
baron og baronne  
De lavadelige titler chevalier og écuyer er derimod ikke længere i brug.  
I Spanien blev adelen genindført i 1948 med titler svarende til de franske; tiltaleformen er og .

Det blev skik, at kongen sikrede sig støtte ved at uddele godser i len (se feudalisme), og da et veludrustet tungt rytteri omkring år 1000 blev livsvigtigt, måtte det godsbesiddende aristokrati selv uddele jord til trofaste mænd, der til gengæld skulle møde som ryttere. Af denne rytterstands selvforståelse opstod riddervæsenet. Standens anseelse øgedes, efterhånden som fattigere medlemmer af aristokratiet frivillig indgik i ridderklassen. Oprindelig var det kun det gamle aristokrati med direkte tilknytning til kongen, som ansås for egentlig adel. Denne gruppe vasaller af riddere og svende (ridderskabet) levede som smågodsejere og gjorde ryttertjeneste i krig. I fredstid tjente de som slotsfogeder o.l. Højaristokratiet, gerne med greve- og hertugtitler, deltog tilsvarende i den kongelige administration.

Efter 1300 mindskedes skellet mellem det betitlede aristokrati og den velhavende del af ridderskabet, og med opdelingen i stænder blev den samlede adel opfattet som samfundets andenstand. Talrige adelsslægter uddøde, samtidig med at den oprindelige ret åbne tilgang til ridderskabet begrænsedes ved hjælp af adelsbreve, som kun kongen kunne uddele. Her spillede adelsvåbnet en betydelig rolle som markering af tilhørsforholdet til en bestemt slægt. Men først omkring 1500 blev betegnelsen adel almindelig for den verdslige overklasse på det europæiske kontinent.

I 1500-1600-t. gennemgik den europæiske adel en større krise, som indebar, at den måtte opgive ældre tiders eksklusive krigerfunktion. Årsagerne var for det første udviklingen på det militære område, hvor ildvåben og massive fodfolksformationer af lejesoldater efterhånden fortrængte den højt specialiserede adelige rytter og dermed forvandlede den europæiske krig fra et adeligt kunsthåndværk til en socialt bredspektret masseindustri; for det andet udviklingen af stærke monarkiske stater, hvis ofte enevældige fyrster trængte adelen bort fra den politiske magt.

Under indtryk deraf valgte adelen næsten overalt at stille sig i monarkernes tjeneste som civile og militære statstjenere for fortsat at sikre høj social status. Eneste markante undtagelse fra denne generelle udvikling var Polen, som reelt forblev en adelsrepublik frem til landets delinger i 1772, 1793 og 1795. I Frankrig led den gamle feudale højadel et afgørende nederlag under oprøret Fronden (1648-53), der blev dens sidste forsøg på at tage kampen op mod den centralistiske kongemagt. Den franske adel var derefter en hof- og tjenesteadel.

Oplysningsfilosofiens sejrsgang i 1700-t. bidrog væsentligt til at undergrave den privilegerede adels magtstilling. Rationalismens betoning af viden og fortjenstfuld indsats som grundlag for politisk indflydelse og socialt avancement stod i direkte modsætning til adelens nedarvede fortrinsstilling, og ikke mindst den oplyste enevælde med dens tanker om principiel lighed for alle undersåtter svækkede adelen. Disse tanker havde deres udspring i Frankrig, og det var også her, selve adelsbegrebet først blev afskaffet. Dette skete med Nationalforsamlingens erklæring af 4.8. 1789 om privilegievæsenets opløsning og feudalsamfundets afskaffelse. Napoleon 1. genindførte ganske vist en ny arveadel og bekræftede i 1814 også den ældre, men uden de gamle forrettigheder.

Med Storbritannien som eneste markante undtagelse fulgte de fleste andre europæiske lande snart trop. Den gamle tyske rigsadel forsvandt med Det Tysk-Romerske Riges opløsning 1806, og i takt med at borgerlig-liberale strømninger vandt terræn i 1800-t., tømtes adelsbegrebet for reelt indhold. I Norge brugte Eidsvoll-forfatningen 1814 det ikke, og i 1821 blev alle privilegier endelig afskaffet ved lov. I Tyskland og Østrig forsvandt adelen som særlig stand med Weimarforfatningen 1919; dens medlemmer kunne dog bevare deres adelige titler som en del af døbenavnet.

Adel afskaffedes i Italien med forfatningen 1948, men også her kan adelstitler, der stammer fra før 1922, videreføres som del af døbenavnet. Adel eksisterer stadig i Holland og Belgien, selvom alle forrettigheder forsvandt allerede ved Den Franske Revolution.

I Polen var adelen længe altdominerende gennem sin politiske repræsentation i rigsdagen (Sejm). Principielt var alle polske adelige ligestillede; men der udskilte sig alligevel en højadel (magnateria) fra den lavere, szlachta'en. Sidstnævnte betegnelse anvendtes også om adel som helhed. Den efter 1. Verdenskrig genoprettede polske stat anerkendte ikke eksistensen af en adel.

I modsætning til i Vesteuropa havde den russiske adel (bojarerne) ikke sin oprindelse i feudalismen. Den opstod i middelalderen af vidt forskellige grupper som en ren tjenesteadel og udviklede sig først omkring 1700 til en samlet godsejende stand af statstjenere. Ved Revolutionen 1917 forsvandt såvel adelsbegrebet som adelen fra russisk jord.

Sveriges adel kan formentlig føres tilbage til det middelalderlige landskabsaristokrati. Som samlet stand fremtrådte den første gang på herredagen 1280, og i de følgende århundreder spillede adelen en fremtrædende rolle i landets politiske liv. Først med stændersamfundets formelle opløsning 1866 mistede standen sin politiske særstilling. Forfatningen af 1975 anerkender fortsat adelen, men tillægger den ingen forrettigheder. Standens ca. 28.000 medlemmer styrer nu sine interne anliggender på grundlag af Ridderhusordningen af 1866.

I Finland udgjorde adelen indtil 1906 en særlig stand på Rigsdagen. Efter regeringsreformen 1919 har den ikke mere nogen særrettigheder.

Storbritannien er det eneste europæiske land, hvor højadelen har bevaret en særskilt politisk repræsentation, nemlig i Parlamentets Overhus. Det skyldes, at den britiske adel modsat andre steder aldrig blev en lukket fødselsadel, men stedse er blevet fornyet ved nyadlinger. Derfor spiller adelen som gruppe fortsat en vis politisk rolle i landet.

Skønt adel som standsbegreb gradvis forsvandt i tiden efter Den Franske Revolution, og dens medlemmer i dag må anses for fuldt assimilerede i det borgerlige samfund, har adelsgrupperne alligevel mange steder formået fortsat at bevare en form for adelig identitet i kraft af stærk traditions- og slægtsbevidsthed.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
22/11/2013
Oprindelige forfattere
KJVJ
29/01/2009
TrDa
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki