En bryde betegnede oprindelig den, der bryder brødet, altså uddeler føden til husets folk. Det kan oversættes med godsforvalter.

Bryden i vikingetid og tidlig middelalder

I vikingetid og tidlig middelalder (1000-1200) stod bryden som ufri mand antagelig i et afhængighedsforhold til sin herre. Betegnelsen findes på flere svenske og danske runesten. Ordet blev anvendt om en godsforvalter eller godsbestyrer, der havde opsyn med ejendommen på jordejerens vegne. Fra 1000-tallet og frem i 1100-tallet ved vi, at kongen havde bryder i sin tjeneste, bl.a. som bestyrere af kongsgårde og borge. De kaldtes kongsbryder.

Bryden som landbruger

Senere i middelalderen betegnede bryde en forvalter på en større landbrugsbedrift. Til en sådan brydegård hørte ofte en række husmandsbrug (gårdsæder, landbostavne), der leverede arbejde til bryden. Men landboer og senere fæstebønder gav forpagtningsafgift (landgilde) til jordejeren, aflagde bryden regnskab for gårdens drift og afleverede en andel af gårdens produktion til jordejeren.

I 1400-1500-tallet var denne forskel forsvundet, og en brydegård var herefter blot betegnelsen for en større fæstegård. Ved midten af 1600-tallet gik ordet ud af brug.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig