den sorte død

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Den sorte død. Epidemiens spredning i Vestasien, Europa og Nordafrika. Den sorte død fulgte i høj grad handelsvejene, og de vigtige italienske havnebyer Venezia og Genova blev i slutningen af 1347 ramt som nogle af de første steder i Europa. I de følgende år bevægede epidemien sig mod Vest- og Nordeuropa for til sidst at vende tilbage mod øst.

den sorte død, digerdøden, pestepidemi, som 1347-52 hærgede Europa. Pesten blev i slutningen af 1347 bragt til Italien fra Krim, hvortil den var kommet fra et af dens permanente hjemsteder i Asien (Kina eller Indien) via de centralasiatiske karavaneveje.

Tætte handelsforbindelser mellem Italien og Vesteuropa fremmede pestens udbredelse, navnlig ad søvejen. London og Paris blev ramt i 1348 (samtidig med Nordafrika og Mellemøsten), Norge i 1349, og Danmark, Sverige og Nordtyskland i 1350. I 1351-52 bevægede epidemien sig østover til Rusland. Island undgik pesten indtil 1402.

De fleste steder, hvorfra man har nogenlunde præcise skøn over dødeligheden, var befolkningstabet på 40-50%; kun få steder i Vesteuropa, bl.a. Milano og vistnok dele af Nederlandene, ser dødeligheden ud til at have været lavere. I slutningen af udbruddet synes pesten at have aftaget i styrke, og enkelte egne, fx dele af Schlesien og Bøhmen, undgik den helt. Det sidste kan forklares med, at disse egne var tyndere befolket.

Udtrykket den sorte død er en bogstavelig oversættelse af det latinske udtryk atra mors brugt i overført betydning 'den ulyksalige død'.

Udbruddet af den ukendte sygdom udløste voldsomme reaktioner. Der skete massakrer på jødiske samfund fremkaldt af et rygte om, at pesten skyldtes en jødisk sammensværgelse. Kristne bodsritualer, som blev gennemført for at afværge pesten, udartede navnlig i Tyskland til religiøst hysteri med kollektiv selvpiskning (se flagellanter); flagellantbevægelsen havde andel i jødeforfølgelserne og ofte antikirkelig karakter. For kunst og litteratur betød pesten, at døden blev et betydelig vigtigere motiv.

Den sorte død. Bartolomeo Montagna Lægebesøg hos en pestsyg; træsnit fra 1512. Doktoren holder en svamp dyppet i parfume foran ansigtet for at undgå smitte.

Pesten udløste en langvarig nedgang i Europas befolkningstal, og befolkningen skønnes ca. 1450 at have været reduceret til mellem en fjerdedel og halvdelen af niveauet før 1347. Det gav på mange måder de overlevende bedre levevilkår, bl.a. i form af mere frihed og lempeligere beskatning for bønderne i store dele af Europa.

Befolkningsnedgangen skyldtes bl.a., at pestepidemier vedblev at optræde hyppigt, oftest dog med lavere dødelighed end i det første udbrud. Andre faktorer, bl.a. børnebegrænsning, var formentlig medvirkende til befolkningsnedgangen, idet befolkningstallet omkring 1500 atter begyndte at stige, skønt pestepidemier var hyppige indtil langt ind i 1600-t.

I den sidste del af pestens æra var dens tilstedeværelse i Europa afhængig af indførelse af smitte fra Mellemøsten, og dens forsvinden kan formodentlig bl.a. tilskrives forbedrede karantæneforanstaltninger. Den sidste pestepidemi i Norden rasede i København, Helsingør og dele af Sverige 1710-12; den sidste pestepidemi i Europa hærgede Marseille og dele af Provence 1720-22.

Moderne medicinsk viden om sygdommen er opbygget siden 1894, da pest brød ud i Hongkong og spredtes til bl.a. Indien. Pest forekommer ikke normalt blandt mennesker, men findes hos gnavere; i Europa var det vigtigste værtsdyr den sorte rotte (Rattus rattus).

Den sorte død. En af de mest sigende middelalderlige gengivelser af pesten er denne fresko fra kort før 1500, som findes i Saint-Sébastien-kapellet i den franske alpelandsby Lanslevillard. En læge er ved at åbne en pestbyld på en kvindes hals, mens en ung mand og en dreng fremviser deres pestbylder; det sengeliggende barn antyder, at mange småbørn blev ramt. Englen øverst fører en djævel med dødens pil hen imod patienterne: Pesten var en djævelsk hjemsøgelse, men kom med Guds billigelse som straf for menneskenes synder. Trods sin voldsomhed føjede pesten sig tvangfrit ind i middelalderens religiøse forestillingsverden.

Smitten overføres ved loppebid, idet den forreste del af tarmen hos visse loppearter, der lever på gnavere, har en udposning, hvori pestbakterier (Yersinia pestis) kan aflejres og formere sig, indtil de blokerer loppens tarm. Når en loppe med blokeret tarm suger blod af et nyt værtsdyr, må den spytte blodet tilbage, hvorved pestbakterier bliver overført.

Periodisk udvikler sygdommen sig epizootisk, dvs. som epidemi, blandt gnaverne. De døde gnaveres lopper søger da alternative værtsdyr, herunder mennesker. Hos mennesket spredes bakterierne primært gennem lymfekarsystemet; i den lymfeknude, der sidder nærmest loppebiddet, udvikles en smertefuld byld, heraf navnet byldepest. I 60-80% af tilfældene ender sygdommen med døden, ofte efter kun få dages forløb; i enkelte tilfælde er angrebet så voldsomt, at patienten dør uden forudgående ydre symptomer.

Hvis der opstår lungebetændelse under sygdomsforløbet, kan smitte overføres direkte fra menneske til menneske og medfører da en lungeinfektion, lungepest, der er 100% dødelig og har et meget kort sygdomsforløb (1-2 døgn).

Ingen af pestformerne kunne behandles medicinsk før udviklingen af antibiotika i 1900-t. De bevarede vidnesbyrd om pesten fra 1300-t. stemmer ikke i alle henseender overens med moderne kliniske beskrivelser, og ingen moderne pestepidemier har opvist en tilsvarende dødelighed. Sandsynligvis skyldes forskellene genetiske forandringer hos pestbakterien.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Den sorte død. Bartolomeo Montagna Lægebesøg hos en pestsyg; træsnit fra 1512. Doktoren holder en svamp dyppet i parfume foran ansigtet for at undgå smitte.

© Dette billede må du ...

Den sorte død. Pestlægen Doktor Snabel i fuld mundering. Det lange næb er fyldt med stærktlugtende krydderier. Teksten fortæller, at pestlægerne i Rom bar sådanne dragter, når de gik på sygebesøg. Kobberstik af Paulus Fürst efter tavle fra 1656 udført af J.Columbina.

© Dette billede må du ...

Den sorte død. En af de mest sigende middelalderlige gengivelser af pesten er denne fresko fra kort før 1500, som findes i Saint-Sébastien-kapellet i den franske alpelandsby Lanslevillard. En læge er ved at åbne en pestbyld på en kvindes hals, mens en ung mand og en dreng fremviser deres pestbylder; det sengeliggende barn antyder, at mange småbørn blev ramt. Englen øverst fører en djævel med dødens pil hen imod patienterne: Pesten var en djævelsk hjemsøgelse, men kom med Guds billigelse som straf for menneskenes synder. Trods sin voldsomhed føjede pesten sig tvangfrit ind i middelalderens religiøse forestillingsverden.

© Dette billede må du ...

Den sorte død. Epidemiens spredning i Vestasien, Europa og Nordafrika. Den sorte død fulgte i høj grad handelsvejene, og de vigtige italienske havnebyer Venezia og Genova blev i slutningen af 1347 ramt som nogle af de første steder i Europa. I de følgende år bevægede epidemien sig mod Vest- og Nordeuropa for til sidst at vende tilbage mod øst.

Viser 4 af 4 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+483760.601.svg (213.17 kB)

Den sorte død. Epidemiens spredning i Vestasien, Europa og Nordafrika. Den sorte død fulgte i høj grad handelsvejene, og de vigtige italienske havnebyer Venezia og Genova blev i slutningen af 1347 ramt som nogle af de første steder i Europa. I de følgende år bevægede epidemien sig mod Vest- og Nordeuropa for til sidst at vende tilbage mod øst.

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
17/08/2013
Lektor Blomme
20/06/2010
Redaktionen
28/04/2010
Ekspert
Gullberg
Oprindelig forfatter
MHGel
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki