hof

I Danmark indførtes med Grundloven af 1849 en klarere sondring mellem statens og kongens finanser. Statens ydelse til kongen blev fastsat ved lov om civillisten, og hoffets tidligere betydningsfulde rolle i regerings- og lovgivningsanliggender ophørte. Hoffet fortsatte som monarkens egen forvaltning.

Allerede før 1849 var hoffet blevet indskrænket af Christian 8., især for underordnede stillinger som fx i bageri og konditori, og denne udvikling fortsatte igennem 1800-tallet. Med de ændrede økonomiske rammer udskiltes en række institutioner fra hofetaten, fx Det Kongelige Teater og Kapel, Det Kgl. Bibliotek, Det Kongelige Danske Kunstakademi og De Kgl. Kunstsamlinger, der blev opdelt i Nationalmuseet, Den Kongelige Afstøbningssamling, Den Kongelige Kobberstiksamling mfl. Derimod forblev Hofmarskallatet, Kongens Håndbibliotek (Dronningens Håndbibliotek), Ordenskapitlet, Rosenborgsamlingen mfl. hofinstitutioner.

Det nutidige hof omfatter staben af hoffunktionærer og andre, der i embeds medfør har tilknytning til regenten, fx adjudantstaben, jagtkaptajnen og den kongelige jægermester. I alt er omkring 140 personer hel- eller deltidsansat ved hoffet. Statens ydelse til dækning af udgifterne til hoffet, apanage, var i 2006 ca. 81,6 mio. kr. Beløbet indgår i finansloven og administreres af civillisten.

Hoffet ledes af en hofmarskal, der forestår administrationen og repræsentationen, hjulpet af en ceremonimester, og råder over et sekretariat, hofmarskallatet. Monarkens konstitutionelle forpligtelser varetages af kabinetssekretariatet, som er ledet af kabinetssekretæren. Til hoffet er desuden knyttet den kongelige staldetat, der ledes af en staldmester og en vognmester, mens ordensvæsenet administreres af Ordenskapitlet, der står under kabinetssekretæren i dennes egenskab af ordenssekretær. Prinsgemalen, prins Henrik, prins Joachim og prinsesse Benedikte råder hver over et sekretariat, der er ledet af en sekretariatschef, mens kronprinsparrets hof ledes af en hofchef.

Arkitektur og billedkunst havde helt tilbage i oldtiden betydning for forherligelse af den herskende magt, fra de egyptiske og de minoiske konger til de romerske kejsere. Middelalderens hofkultur hos pave, kejser, konge og fyrste afspejles i paladsarkitekturen og de til pragt og pryd vævede tapeter samt i bogmaleriet, fx hertugen af Berrys tidebog, der viser årets gang set fra borgens vinduer.

I renæssancen rendyrkedes hofkulturen hos fx Medicierne i Firenze og Gonzagaerne i Mantova, hvor de fyrstelige personer ofte selv optræder i religiøse fremstillinger eller i ceremonielle monumentalfresker; det ses i fx Camera degli Sposi i fyrstepaladset i Mantova. Kongemagten ophøjedes til allegori i udsmykningen fra 1500-tallet af Frans 1.s galleri i slottet i Fontainebleau; i Danmark fulgte især Frederik 2. og Christian 4. trop med stort anlagte byggerier og udsmykninger samt repræsentationsportrætter af hofmalere som Karel van Mander og Abraham Wuchters.

Under barokken nåede pragtudfoldelsen nye højder, mest påfaldende under Ludvig 14., som med slottet i Versailles forenede arkitektur, interiørkunst og havekunst til en storslået helhed. I Danmark satte en omfattende byggevirksomhed ind i 1700-tallet med bl.a. Christiansborg Slot, Fredensborg Slot og Frederiksberg Slot. For Napoleon tjente kunstarterne især hans personlige ophøjelse.

Ind i 1800-tallet antog kunsten stadig mere borgerlige udtryk, og kun i sjældne tilfælde, fx kong Ludvig 1. af Bayern, formåede hofferne at tiltrække de bedste kunstnere.

Renæssance- og barokhoffer havde i sig elementer af totalteater i form af fx trionfi, der var demonstrationer af styrets pragt og vælde med de højfornemme som medvirkende aktører. I de spektakulære fester indgik teaterforestillinger sammen med musik, dans og fyrværkeri. Således blev Molières Tartuffe skabt til Ludvig 14.s Les Plaisirs de l'Île enchantée (1664). Der var prestige i at have trupper knyttet til hoffet; efter fransk model kunne de virke som både hofteater og offentligt teater. I 1700-tallet gik udviklingen i retning af konventionel teaterdrift, eventuelt med fyrstelige agerende; hofteatret udskiltes fra hoffet som teater.

Hofballetten har sin rod i renæssancens Italien, hvor dans indgik som en adelig forlystelse ved de små fyrstehoffer. I Frankrig udvikledes genren fra slutningen af 1500-tallet, hvor Ballet comique de la reine fra 1581 regnes for den første helstøbte forestilling, og frem til 1670 med højdepunkter under Ludvig 13. og Ludvig 14., der begge var ivrige dansere.

Hofballetten med mytologiske eller allegoriske motiver var en kombination af deklamation, dans, musik og alverdens sceneeffekter. Intentionen bag disse forestillinger, der blev opført af hoffet selv, var både politisk og filosofisk-æstetisk. Dels var pragtforestillingerne sat i scene for at styrke monarkens position, dels var der et ønske om at præge tilskuerne og de optrædende gennem den harmoni, orden og balance, som gennemstrømmede disse balletter, og som blev opfattet som en spejling af Universets harmoniske love. Hofballetten florerede overalt i Europa, ofte under den franske betegnelse ballet de cour.

I Danmark dyrkedes hofballetten under Christian 4. og Frederik 3., og den første danske hofballet blev opført i 1634 ved Det Store Bilager. Genren kulminerede under Frederik 3., hvis dronning, Sophie Amalie, var balletentusiast. Fra sidste del af 1600-tallet var der i årtier franske trupper ved hoffet.

For tonekunstens vedkommende afspejler hoffernes betydning sig ikke alene i den nære tilknytning, som utallige musikere har haft til dem, men også i arten og omfanget af den musik, der er blevet komponeret til og opført ved dem.

Indtil de almindelige samfundsomvæltninger efter Den Franske Revolution var det sædvane, at en komponist eller udøvende musiker var ansat ved en kirke eller et hof, hvor han dyrkede tonekunsten som et håndværk. I enkelte tilfælde komponerede fyrsterne selv og var udøvende på et eller flere instrumenter som fx den engelske Henrik 8. og Preussens Frederik 2. den Store.

Talrige musikværker som symfonier, kvartetter, sonater og operaer fra 1600- og 1700-tallet er skrevet på bestilling af hofferne, og komponister som Henry Purcell, Jean-Baptiste Lully, Johann Sebastian Bach og Franz Joseph Haydn hører til de store skikkelser i musikhistorien, hvis værker er blevet til under kortere eller længerevarende ansættelser ved et hof.

I Danmark var navnlig Christian 4.s hof samlingssted for både danske og udenlandske musikere, fx Mogens Pedersøn og John Dowland. Også uden for Europa, bl.a. i Japan og Kina, har musikudøvelsen igennem århundreder udgjort en del af hoflivet.

Regler for, hvilken klædedragt der skulle bæres ved hoffet, kendes første gang fra det burgundiske hof, hvor Filip 3. den Gode i 1430'erne foreskrev sort som etikette for hofdragt; det blev senere europæisk særpræg til højtid. I Danmark synes kongehoffet at have opnået særstilling i klædedragten gennem en række luksusforordninger siden 1537. Der kendes også eksempler på æresklæder, som blev tildelt de tjenstgørende og officielle deltagere ved hoffets ceremonier.

Den hofuniform, som det danske hofs ledende embedsmænd bærer ved officielle lejligheder, er sort med guldtrækkerarbejde på krave og ærmer. Hofmarskal, hofchef og ceremonimester bærer dog rød uniform. Gæster bærer gallauniform eller kjole og hvidt, damer en tilsvarende festdragt. I Sverige har traditionen for en foreskreven hofdragt holdt sig for damer. I formen er den beslægtet med de "nationale dragter" fra Gustav 3.s tid sidst i 1700-tallet, men siden 1988 en kjole af mørkeblåt fløjl med særlig stor vidde til galla.