• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hof (Det danske hof)

Oprindelige forfattere KJVJ, LJes og SSvei Seneste forfatter Redaktionen

Det er vanskeligt at tidsfæste, hvornår den danske konge begyndte at omgive sig med et hof; det blev formentlig oprindelig dannet af hirden. Under påvirkning fra udlandet opstod i 1000- og 1100-t. hofembeder som mundskænk, køgemester, staller og kammermester, embeder, der blev besat med hirdmænd. De varetog husholdningen, men fik efterhånden også forskellige politiske hverv, og med kongens voksende opgaver udførte de i vid udstrækning offentlige funktioner, således at de fra 1200-t. tillige fremstod som statsembedsmænd. Selvom der opstod nye embeder, der overtog hoffunktionerne, bestod denne sammenblanding af husholdnings- og regeringspligter i flere hundrede år.

Fra 1400-t. er der bevaret danske hofregnskaber, men det er vanskeligt at vurdere hoffets størrelse. Mht. pragtudfoldelse har det næppe adskilt sig fra, hvad større adelige godsejere kunne præstere.

I renæssancen blev det danske hof udvidet. Samtidig udvikledes det i stigende grad til et repræsentativt organ, der ud over at beskæftige sig med kongens husholdning og regeringssager også havde til formål at øge landets prestige og understrege kongens ophøjethed gennem ceremonier og pragtudfoldelse. Kronens inddragelse af kirkegodset og Øresundstolden gav kongen mulighed for denne udvidelse af hoffet. Hoffets repræsentative funktion trådte klart frem i Christian 4.s regeringstid, da byggeri og engagering af kunstnere skulle skabe værdige rammer om renæssancefyrsten og hævde landets prestige udadtil. Hofmusikere i Danmark kendes fra 1400-t., men Christian 4.s hofkapel var af samme dimensioner som i de største europæiske hovedstæder. Festligholdelsen af hans søns bryllup i 1634, Det Store Bilager, blev den hidtil største danske hoffest med skuespil, ballet, optog og fyrværkeri, der forherligede kongemagten og dens indehaver. Under Christian 4. og hans søn Frederik 3. blev hofudgifterne en betydelig post på statsbudgettet.

Under påvirkning af Ludvig 14.s franske hof udvikledes efter enevældens indførelse i Danmark et pragtbetonet ceremoniel, der fremhævede kongens ophøjethed og distancen til folket. Hoffet blev centrum for kultur, politik og økonomi, og sammen med hæren og bureaukratiet blev det et magtinstrument for enevoldskongen. Udadtil skulle dets pragtudfoldelse sikre landet en passende rang i det internationale samfund, og over for undersåtterne styrkede pragten kongens autoritet i forbindelse med en teokratisk dyrkelse af magten.