• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hof (Hoffets kulturhistorie - Ballet)

Oprindelig forfatter EAsc Seneste forfatter Redaktionen

Hofballetten har sin rod i renæssancens Italien, hvor dans indgik som en adelig forlystelse ved de små fyrstehoffer. I Frankrig udvikledes genren fra slutningen af 1500-t., hvor Ballet comique de la reine fra 1581 regnes for den første helstøbte forestilling, og frem til 1670 med højdepunkter under Ludvig 13. og Ludvig 14., der begge var ivrige dansere.

Hofballetten med mytologiske eller allegoriske motiver var en kombination af deklamation, dans, musik og alverdens sceneeffekter. Intentionen bag disse forestillinger, der blev opført af hoffet selv, var både politisk og filosofisk-æstetisk. Dels var pragtforestillingerne sat i scene for at styrke monarkens position, dels var der et ønske om at præge tilskuerne og de optrædende gennem den harmoni, orden og balance, som gennemstrømmede disse balletter, og som blev opfattet som en spejling af Universets harmoniske love. Hofballetten florerede overalt i Europa, ofte under den franske betegnelse ballet de cour.

I Danmark dyrkedes hofballetten under Christian 4. og Frederik 3., og den første danske hofballet blev opført i 1634 ved Det Store Bilager. Genren kulminerede under Frederik 3., hvis dronning, Sophie Amalie, var balletentusiast. Fra sidste del af 1600-t. var der i årtier franske trupper ved hoffet.