Krongods var statens (dvs. kongens) jordegods. I 1200-tallet var krongodset opdelt i to dele: kongelev og patrimonium. Kongelevet var kongemagtens institutionsgods, mens patrimoniet var kongeslægtens arvegods.

Perioden 1242-1327 var præget af strid om arveretten til patrimoniet mellem kongerne og andre arvinger. Fra Valdemar 4. Atterdags tid forsvandt skellet mellem kongelev og patrimonium, og krongodset var derefter udeleligt. Valdemar 4. Atterdag og Margrete 1. øgede krongodset kraftigt ved inddragelse af adelsgods. Ved middelalderens slutning udgjorde krongodset ca. 10 % af alt gods i landet.

En kraftig forøgelse skete ved Reformationen i kraft af inddragelse af bispe- og klostergodset samt konfiskation af oprørske selvejerbønders gårde. Frem til 1660 udgjorde krongodset derefter 40-50 % af alt jordegods i riget, 1662-1664 blev halvdelen af krongodset overladt rigets kreditorer, og hovedparten af resten blev enten solgt eller overdraget bønderne i arvefæste 1764-1788.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig