Abel

Abel var dansk konge fra 1250. Han var den næstældste søn af Valdemar Sejr og Berengaria. I 1232 blev han hertug af Sønderjylland og i 1237 gift med Mechtilde af Holsten. Abel kæmpede med broren Erik (Plovpenning) om kronen efter faderens død i 1241. Erik vandt, men blev dræbt under fredsforhandlinger i 1250 af to af Abels højeste embedsmænd.

Abel selv svor sig fri for skyld i drabet og blev kronet i Roskilde, men blev dræbt i en krig mod friserne godt halvandet år senere. Som hertug havde han en tid regeret også grevskabet Holsten som formynder for to mindreårige svogre, efter at deres far var gået i kloster. Under hans slægt indtil 1375 voksede Sønderjylland og Holsten sammen økonomisk, delvis også kulturelt og administrativt.

Ved Abels død tilsidesatte man hans voksne søn Valdemar. Dette kan være årsagen til den regerende kongeslægts senere forsøg på at sværte Abels eftermæle. Som hertug gav han Tønder by lybsk ret, og også i sin korte kongetid synes han at have virket for en udvikling af landets økonomi og en effektivisering af den kongelige forvaltning. Hvideslægten og store dele af kirken stod længe på Abelslægtens side.