Faktaboks

Harald Kesja

Harald Kesje

Født
1080
Død
1135
Mindesten over Harald Kesjas kroning
Harald Kesja blev kronet til medkonge i 1134 på Urnehoved ting i Sønderjylland.

Harald Kesja var uægte søn af Erik 1. Ejegod og halvbror til Erik 2. Emune og Knud Lavard. Hans tilnavn, Kesja, betyder spyd.

Harald var rigsforstander sammen med ærkebiskop Asser under faderens pilgrimsrejse til Jerusalem, men opnåede ikke kongemagten efter hans død i 1103.

Harald Kesjas rolle under borgerkrigen 1131-1134

I den hævnkrig, der fulgte efter drabet på Knud Lavard i 1131, kom Harald igen i anden række efter Erik 2. Emune. Forbitret herover tog han kong Niels' parti og blev i 1134 hans medkonge. Harald blev i 1135 dræbt af Erik nær Skanderborg sammen med otte af sine sønner.

Harald Kesjas efterkommere

Fra Haralds ægteskab med Ragnhild, datter af den norske konge Magnus 3. Barfod, havde Harald fire sønner, Magnus, Knud, Harald og Oluf, hvortil kom mange frillesønner. Af disse blev Oluf i 1139 konge i Skåne, hvor han indtil sin død i 1143 modsatte sig Erik 3. Lams kongedømme.

Hovedparten af Haralds mange øvrige sønner omkom dog under opgøret med Erik Emune i 1130'erne. Bjørn Jernside og Erik Diakon blev druknet i Slien i 1134, mens Magnus samme år faldt i Slaget ved Fodevig. Sivard, Erik, Svend, Niels, Benedict, Mistivint, Knud og Harald blev som nævnt henrettet af Erik Emune sammen med faderen. Derudover havde Harald Kesja endnu tre sønner, hvis navne eller skæbne vi ikke kender.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig