En hird var i middelalderen et følge af krigere, som høvdinge eller konger omgav sig med.
Ordet går tilbage til fællesnordisk, jf. norrønt hirð, men er her indlånt fra oldengelsk hīrēd 'familie, kongsfølge', oprindelig 'varetagelse af husfællesskab'. Det er historisk samme ord som tysk Heirat 'ægteskab, giftermål'.
Fænomenet kendtes i vikingetiden under betegnelsen drott eller lið, og medlemmerne optræder i runeindskrifter som fæller, thegner, drenge, huskarle, svende og hemþegar (af hem og þægi 'modtager').
Hirdherren, drottin, forventedes at holde sine folk vel med mad og drikke samt bytte fra krigstog. Kongens hird udviklede sig snart fra at være en livvagt til at blive et hof. Når den unges tjeneste i kongens gård var afsluttet, kunne han fortsætte medlemskabet, ligesom man kunne optages uden at have tjent der. Hirdens medlemmer blev derved kongemagtens repræsentanter i lokalsamfundene, og lokalsamfundenes talsmænd ved hoffet.
Hirdmænd benyttedes tidligt til administrative opgaver, og ud af hirdembederne voksede egentlige rigsembeder.
Den ansvarlige for hirdens hestehold blev rigets marsk, og hushovmesteren blev drost; hirdmændene blev efterhånden til herremænd. Hirden havde egen domstol, huskarlestævnet.
Fra Norge kendes et udførligt sæt regler for hirder, Hirdskråen, fra Danmark den såkaldte Vederlov, der næppe med rette hævdes at stamme fra Knud 2. den Stores tid. Retten til at holde hird begrænsedes efterhånden til kongen, hertugerne og bisperne, men andre stormænd holdt fortsat huskarle, fx til bemanding af deres borge.
Et sidestykke til hird er den russiske druzjina.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.