Faktaboks

Dagmar

Rydårbogen kalder Dagmar for "Dragomir", der så blev fordansket til Dagmar (dagens mø), fordi hun var så køn.

I Bøhmen blev hun dog kaldt "Marketa", hvilket svarer til Margrete.

Født
Prag
Død
24. maj 1212, Ribe

Dagmar. Det første vers i visen Dronning Dagmars død fra Anna Basses håndskrift fra omkring 1600 lyder Dronning Damor legger I rinngsted Syg: thill Ribe, Lader hun Sig Wenndte. Alle di fruer i Danmarck Erre den lader hun thill Sig hendte Wdj Ringsted huilles Dronnig Dagmor. I et håndskrift fra 1580'erne hedder det derimod, at hun ligger i Ribe siug. Dagmarvisen er næppe ældre end fra begyndelsen af 1500-t.

.

Mindetavle over dronning Dagmar i Skt. Bendts Kirke i Ringsted.

.

Dagmar var Valdemar 2. Sejrs første hustru og dronning af Danmark fra 1205 til 1212 samt mor til Valdemar den Unge.

Dronning af Danmark

Dagmar var datter af kong Ottokar 1. af Bøhmen (ca. 1155-1230), og ægteskabet med den danske konge i 1205 har sandsynligvis været en politisk alliance. Der findes ikke mange skriftlige udsagn om Dagmar. Rydårbogen, der er skrevet midt i 1200-tallet, oplyser, at hun medvirkede til at få løsladt biskop Valdemar af Slesvig, og folkeviser fra 1500-tallet berømmer hendes skønhed og blidhed.

Hun døde i 1212 ved fødslen af sin anden søn, der heller ikke overlevede. Dagmar blev begravet i Ringsted, hvor der ved udgravningen af kongegravene i Skt. Bendts Kirke i 1600-tallet blandt andet blev fundet et byzantinsk kors, udført i 1000-tallet, som kaldes Dagmarkorset. Dette har dog højst sandsynligt i stedet tilhørt Valdemar Sejrs søster, dronning Richiza af Sverige, der lå begravet ved siden af Dagmar.

Folkevisens sene beretning om, at Dagmar på sit dødsleje skulle have advaret Valdemar mod at gifte sig med Berengaria af Portugal, da hun var "så besk en blomme", har intet på sig.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig