Hamburg-Bremen betegner et tysk ærkebispedømme.

Foreningen af Hamburg og Bremen

Det nyoprettede ærkesæde i Hamburg blev med udnævnelsen af Ansgar til ærkebiskop i 831 centrum for den kristne missionsvirksomhed i Danmark og Sverige. Efter at Ansgar i 845 var blevet fordrevet af vikinger, fik han det ledige bispesæde i Bremen, som tilhørte ærkestiftet Köln, og i 864 stadfæstede paven, at de to stifter Hamburg og Bremen skulle forenes til ét ærkestift.

Mission i Danmark

Blandt Ansgars efterfølgere på ærkesædet var Unni (918-36), der genoptog indsatsen for kristendommens udbredelse i Danmark og Sverige, og Adaldag, der i 948 indsatte de første biskopper i Danmark. De kom måske ikke til at fungere i Slesvig, Ribe eller Århus, som de blev udpeget til, om end kirken i Ribe med god sikkerhed arkæologisk er bevidnet fra 800-tallet.

Det er svært at sige, hvor meget der ligger i Ærkesædets påstande om indflydelse på den danske kirke i 800- og 900-tallet. Først i Knud den Stores tid i 1000-tallet er det sikkert, at Hamburg-Bremen havde fået reel indflydelse på den danske kirke.

Dansk løsrivelse

Den danske konge Svend 2. Estridsen gjorde i anden halvdel af 1000-tallet et forsøg på at skaffe Danmark kirkelig uafhængighed af ærkebisperne i Hamburg-Bremen. Løsrivelsesbestræbelserne blev dog først gennemført med ophøjelsen i 1103/04 af Lund til et selvstændigt ærkebispedømme.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig