Faktaboks

Hans Laxmand
Død
1443

Hans Laxmand var en dansk ærkebiskop.

Efter studierejser til tyske universiteter fik Laxmand høje kirkeembeder og blev i 1436 valgt til ærkebiskop af Lund, hvor han stod som den politiske leder af rigsrådet imod den selvrådige kong Erik 7. af Pommern.

Hans synspunkter om, at kongen skulle regere sammen med rigsrådet på baggrund af konstitutionelle garantier til adel og kirke og hans kraftige hævdelse af den danske kirkes selvstændighed viser tydelige berøringspunkter med de tanker, der udgik fra Basel-koncilet (se koncil). Han blev da også rigsrådets fører i oppositionen mod Kong Erik..

Da rigsrådet opsagde kong Erik troskab og huldskab og indkaldte Christoffer af Bayern, kronede Laxmand i 1443 Christoffer i Ribe Domkirke. Umiddelbart efter modtog han på kirkens vegne store privilegier, men døde nogle måneder senere på gården Flyinge i Skåne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig