Faktaboks

Harald Hen

Formelt: Harald 3., også ofte Harald 3. Hen

Andre former: kong Harald Hen. Tilnavnet "Hén" betyder hvæssesten.

Født
1040
Død
17. april 1080
Levetid - kommentar
Usikkert fødselsår
Harald Hen
Harald Hen skildret af ukendt kunstner. Kobberstik uden år.
Harald Hen
Af /Det Kgl. Bibliotek.

Harald Hen lod sig på sine sjællandske mønter afbilde med et draget sværd. Han er den første danske konge, der bruger dette motiv til at understrege sin magt. Mønten er præget i Roskilde. Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling. Gengivet i 1:1.

.

Harald Hen var en dansk konge. Han var ældste overlevende søn af Svend Estridsen; han blev konge i 1076 og var det til sin død i 1080.

Før Harald blev konge, deltog han i 1069 sammen med sin farbror Asbjørn og sin bror Knud den Hellige på et af de sidste vikingetogter til England.

Haralds kongetid

Harald blev valgt til konge på et stormandsstævne ved Isøre og aflagde her løfter, kendt som Haralds love, om at overholde den bestående retsorden. Ifølge Saxo blev Harald valgt af hovedparten af ledingsflådens mandskab, mens Knud gik i landflygtighed i Sverige. Krønikeskriveren Ælnoth angiver, at folket foretrak Harald frem for ”den hæftige Knud”, fordi Harald var den ældste, og på grund af hans mådeholdne optræden.

Ifølge Roskildekrøniken skal Harald derudover have tilstået folket at udnytte skovene, som ellers var kongens ejendom. Mens Saxo karakteriserer Harald som en dorsk og uduelig hersker, der gav efter over for folkets ønsker, beretter Ælnoth, at han var ”den af folket elskede lovgiver”. Man har tilskrevet Harald en møntreform efter udenlandsk forbillede, men kildegrundlaget for den anses nu for utilstrækkeligt.

Haralds brødre søgte efter hans kongevalg støtte i Norge til at styrte ham. Paven frarådede den norske konge at yde denne støtte, men foreslog, at Harald gav dem del i magten.

Harald fortsatte faderens bestræbelser for at gøre Danmark til et selvstændigt ærkesæde, men Danmarks interesser var kun en brik i pavens politik over for Tyskland, selvom Rom viste betydelig interesse for den danske kirkes forhold.

Harald Hén var gift med sin kusine Margrete, der var datter af Asbjørn Jarl. Det lader ikke til, at Harald ved sin død i 1080 efterlod sig nogen børn. Han blev begravet i Dalby Kirke i Skåne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig