Dejbjergvognene

Pragtvognene er fremstillet af keltiske håndværkere omkring 50 f.v.t. sammen med mindst fire tilsvarende formentlig i en jernalderlandsby med tykke kulturlag (bl.a. med søm af Dejbjerg-type) ved Hedegård øst for Brande i Midtjylland. På landsbyens gravplads er der fundet grave med keltiske våben, romerske importsager og ikke mindst værktøjer til både metal- og træbearbejdning, som minder om tilsvarende fra den keltiske oldtidsby Hradiště ved Stradonice i Bøhmen, hvor der også er fundet beslag af Dejbjerg-type. Byen blev forladt uden kamp i årene 50-25 f.v.t. på grund af militært pres fra både romere og germanere. Hradiště rummede en lang række produktionsværksteder, hvor man bl.a. udvandt smedejern af den lettilgængelige jernmalm.

I Midtjylland var man i førromersk jernalder optaget af at udvinde jern af myremalm, og det er ikke utænkeligt, at de hjemløse keltiske håndværkeres erfaringer med jernudvinding i Hradiště var så attraktive for midtjyske fyrster, at de nedsatte sig som håndværkere med jernudvinding og smedning bl.a. i Hedegård – og kvitterede med bygning af pragtvogne af Dejbjerg-type til de gæstfrie fyrster.

Fremstillingen af vognene adskiller sig fuldstændigt fra det lokale vognbyggeri, som fundet af vogndele fra samme periode i Rappendam ved Jørlunde viser. De store egehjul med drejede nav af asketræ omsluttet af støbte bronzeringe har mange eger (12 og 16) af drejet og poleret avnbøg, der fastholder en varmebøjet lav fælg af ét stykke asketræ, som udvendigt er beslået med en massiv jernring, der holdt fælgene på plads. Eftersom jernbeslagene var fjernet og sammenbøjet, da vognene blev henlagt i mosen, rettede fælgene sig ud på grund af opfugtningen.

Vogntypen blev rekonstrueret ved Fyens Stiftsmuseum i årene 1984-1988, og køreforsøg har vist, at den spinkle vogn, der er bygget til hesteforspand, har meget fine køreegenskaber. Den er samlet med løse jernkiler og kan ombygges til mindst tre forskellige formål – men den kan ikke bære meget mere end en enkelt person ad gangen. Det største problem er, at en del af vognens underdel og ikke mindst hjulfælgene er fremstillet af varmebøjet asketræ. Derfor kan vognen ikke tåle fugt i modsætning til de lokale køretøjer af Rappendam-type, der omvendt ikke kan tåle at udtørre under tag.

Det er tankevækkende, at den keltiske tordengud Taranis er afbildet i Gundestrupkedlen med et hjul af Dejbjerg-type. Nærliggende er det derfor, at han har inspireret en yngre germansk kollega til både at vække torden og til at være bevæbnet med en smedehammer og at køre i pragtvogn, nemlig Thor.

De seneste arkæologiske undersøgelser har vist, at Dejbjergvognene har været flere hundrede år gamle, da de i begyndelsen af romersk jernalder blev ofret i mosen. I den samme periode har man ophugget mindst to andre vogne på bopladsers smedjer henholdsvis i Himmerland og Sønderjylland og nedlagt kostbare metalkedler – heriblandt det nævnte sølvkar fra Gundestrup i Himmerland. Det understreger skiftet fra keltisk til romersk påvirkning af de danske områder kort efter begyndelsen af vor tidsregning. Således kan vogne af Tranbær-type ses som en Dejbjergvogn bygget helt af træ af lokale bønder.

Den romerske historiker Tacitus bringer i sit værk Germania, der blev færdigt i 98 e.v.t., to beskrivelser af germanernes brug af vogne i ældre jernalder. Den bedst kendte er bogens kapitel 40, hvor Tacitus fortæller om dyrkelsen af guden Nerthus, der i en vogn i perioder trækkes af køer rundt til festsmykkede pladser. Efter ritualets afslutning vaskes vognen og guddommen i en afsidesliggende sø. De trælle, der står for vasken, druknes til sidst i søen, slutter Tacitus.

Fundene af de mange vogndele i små gruber med lidt forskellig datering i Rappendam ved Jørlunde sammen med et kvindeskelet kunne således være resultatet af flere års ritualer med Nerthus ligesom fundet af vogndele i Tranbær mose ved Vejle der ligeledes må være henlagt over længere tid.

Tacitus bringer som nævnt også en anden fortælling om vogne i Germania, nemlig i kapitel 10. Den må være af keltisk oprindelse, fordi den beskriver pragtvognenes betydning for samfundets elite. Deres hvide heste opdrættes på samfundets bekostning i hellige lunde og skove. Tacitus fortsætter med at fortælle om, hvordan hestene spændes for en hellig vogn og ledsages af stammens præst og konge eller høvding, som iagttager hestenes vrinsken og prusten.

Pragtvognenes henlægning i Dejbjerg Præstegårdsmose er helt klart ikke resultatet af et tilbagevendende ritual, som vi ser i Rappendam og i Tranbær, men af en enkelt ofring af gamle vogne, der ikke længere har betydning for eliten.

• Tranbærvognen
• Rappendamvognen
• keltisk religion og mytologi