Kong Humbles grav på Langeland. Tegning, A.P. Madsen 1887

Kong Humbles Grav er en velbevaret langdysse nær Humble KirkeLangeland. Dyssen rummer et enkelt gravkammer med en kort gang og en stor dæksten og er fra den tidlige bondestenalder omkring 3500-3300 f.Kr.

Beskrivelse:

Dyssen er 55 meter lang og 9 meter bred og dermed Langelands største. Anlægget er afgrænset af 77 store tætstillede randsten, hvoraf de største er sat i enderne. Selve gravkammeret består af tre bæresten, en tærskelsten og en dæksten, som tilsammen danner et aflangt, rektangulært gravkammer, med en åbning i den ene ende. Graven er delvist dækket af en jordhøj. Denne blev i 1875 beskrevet som i niveau med bunden af kammerets dæksten, men i dag fremstår de tre bæresten delvist blotlagt.

Funktion:

Dysser er grave. I Kong Humbles Grav er også fundet enkelte menneskeknogler, men anlægget er ikke systematisk undersøgt. Den lavere tærskelsten lettede adgang til gravkammeret som derved kunne bruges til flere begravelser. Som Kong Humbles Grav, findes dysser oftest på frugtbar agerjord, hvilket antyder, at de udover at være grave også kan have markeret bestemte slægters eller klaners ejerskab til forfædrenes jord.

Datering:

De sydskandinaviske dysser er opført i perioden 3500-3200 f.Kr. Gravkammerets lave tærskelsten indikerer at Kong Humbles Grav er fra den senere del af denne periode, idet de tidligste dyssekamre var lukkede. Selvom dysser er opført i den tidlige bondestenalder har de ofte været brugt til genbegravelser længe efter de blev opført.

Kong Humble:

På trods af navnet har langdyssen intet at gøre med sagnkongerne Humble. Navngivningen er et eksempel på at man før den moderne arkæologis udvikling tolkede fortidsmider ud fra sagn og sagaer. Andre eksempler herpå er moseliget ”dronning Gundhild” og gravhøjen ”Kong Svends Høj”. Kong Humbles grav kan have fået sit navn fordi Saxo beskriver, hvordan Kong Humble blev valgt ved, at man stod på nedgravede sten da man afgav stemme. Det er uvist om der virkelig har eksisteret konger med navnet Humble, som i så fald skulle have levet i jernalderen eller i den tidlige vikingetid. Sikkert er det dog, at Kong Humbles Grav på Langeland ikke er anlagt som gravhøj for en jernalder- eller vikingetidskonge, idet den allerede havde eksisteret i henved 3000 år ved overgangen til jernalderen.

Der er offentlig adgang til langdyssen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig