Lusehøj, storhøj fra yngre bronzealder, ca. 800 f.Kr., oprindelig 36 m i diameter og over 8 m høj. I højen, der ligger ved Voldtofte på Sydvestfyn, er udgravet de to rigeste af periodens grave; gravgodset omfatter et importeret drikkekar og to kopper af bronze, en edsring, knapper af guld, vogndele, et sværd, en jernring m.m. I bronzekarret, der sikkert stammer fra det sydøstlige Alpeområde, er lagt de brændte knogler af en mand, svøbt i et klæde af nældefibre (netteldug), der kan være fra samme område som karret.