Mejlgård køkkenmødding, affaldsdynge fra ældre stenalder (yngre Ertebølle-kultur), dateret til 4460-3980 f.Kr. beliggende ved nordkysten af Djursland. Ved en udgravning her i 1850 opdagede J.J.A. Worsaae, at skaldyngerne var bopladsrester fra stenalderen. Køkkenmøddingen fremtræder i dag som et ca. 125 m langt, 20-30 m bredt og indtil 1,2 m tykt kulturlag; rumfanget af muslinge- og snegleskaller samt oldsager er beregnet til 2000 m3 med et anslået indhold af ca. 20 mio. østers.