Kastellet Dansborg, tegnet af en ung søofficer om bord på et af Ostindisk Kompagnis skibe der lå for anker ved Tranquebar i 1726.

.

Danske tropekolonier er betegnelsen for de danske besiddelser i troperne fra 1600-tallet til 1917. Gennem 1400-1500-tallet havde en række europæiske lande gennemført flere opdagelsesrejser, som muliggjorde først den europæiske ekspansion i 1600-1700-tallet og senere den egentlige kolonialisme i 1800-1900-tallet. Drivkraften bag disse anstrengelser var især ønsket om at få del i de umådelige rigdomme, man mente fandtes i de fremmede verdensdele.

De toneangivende lande omkring 1500 var Portugal og Spanien. Hundrede år senere var derimod Storbritannien, Nederlandene og Frankrig ved at blive førende i oversøisk handel og søfart. I 1618 udsendte Christian 4. den første danske ekspedition til Indien, og midt i 1600-tallet begyndte man at besejle Afrikas Guldkyst og Dansk Vestindien.

Danske besiddelser i Asien

I Asien var man især ude efter at erhverve en række luksusprægede varer som krydderier, tekstiler, te og porcelæn samt salpeter.

For at få handelen i gang var det nødvendigt at etablere handelsstøttepunkter ved kysten. Det danske Asiatisk Kompagni opslog således hovedkvarter i byen Tranquebar på Indiens sydøstlige kyst allerede i 1620 og befæstede den snart efter. Senere etableredes en række små danske faktorier langs Indiens sydvestlige kyst: Calicut, Oddeway Torre og Colachel.

Langs den sydøstlige kyst lå Porto Novo og i Bengalen Balasore, Serampore og Patna. Hertil kom øgruppen Nicobarerne og tidvis handelsstøttepunkter på Celebes og Java. Gennem disse faktorier handlede man med asiatiske købmænd.

I Kina var der ingen europæiske kolonier. Men i Canton hentede Asiatisk Kompagni i 1700-tallet særdeles værdifulde ladninger af te og porcelæn. Canton var den eneste havn, hvor kejseren tillod europæere, og de måtte endda kun leje de beskedne lokaler, der var nødvendige for handelens gennemførelse.

Danske besiddelser i Afrika

Guldkysten var forholdene nogenlunde de samme som i Indien, idet danskerne kun kontrollerede en smal kystbræmme med en række forter, hvorigennem handelen foregik. Guld, Elfenben, palmeolie var almindelige handelsvarer i Afrika.

En meget væsentlig forskel fra handelen i fx Asien var dog, at de danske handelskompagnier på den afrikanske kyst handlede med mennesker. Det anslås at omkring 120.000 slavegjorte afrikanere er blevet fragtet fra Afrika til Caribien på slaveskibe under dansk flag. Slavehandel blev forbudt af den danske stat i 1792 og forbuddet trådte i kraft i 1802. Herefter mistede handelsstationerne på Guldkysten deres funktion og blev solgt.

Danske besiddelser i Caribien

I Dansk Vestindien var der tale om en plantagekoloni, tydeligst på Sankt Croix, købt af Frankrig i 1733. Man underlagde sig hele øen, opdyrkede den med en speciel afgrøde som sukkerrør og benyttede sig af importerede slavegjorte afrikanere som arbejdskraft. Den mindre og bjergrige ø Sankt Thomas, taget i besiddelse ca. 1670, spillede snarere rollen som internationalt faktori i kraft af sin stærkt benyttede frihavn, mens Sankt Jan var næsten uden betydning.

Økonomien

Ved påbegyndelsen af de forskellige danske oversøiske aktiviteter benyttede man sig af handelskompagnier, som opererede med offentlig støtte og nationalt monopol, hvilket også var i overensstemmelse med det merkantilistiske tankesæt, som prægede dansk økonomisk politik i 1600- og 1700-tallet. Ældst var Ostindisk Kompagni, som fik sit privilegiebrev (oktroj) af kongen i 1616. I 1732 oprettedes i stedet Asiatisk Kompagni.

På Guldkysten opererede et glückstadtsk afrikakompagni fra 1651; men fra 1671 forenede det store Vestindisk-guineisk Kompagni al aktivitet på de atlantiske tropebesiddelser.

Kompagnierne var halvoffentlige foretagender, organiseret nogenlunde som vore dages aktieselskaber. På kronens vegne erhvervede og administrerede de tropekolonierne, der som regel kun var underkastet forholdsvis svag kontrol fra moderlandet.

De få og små danske besiddelser var økonomisk i høj grad underkastet konjunkturerne på verdensmarkedet. Efterhånden som disse bedredes, og handel og søfart på kolonierne fik faste rammer, havde kompagnierne som planlagt udspillet deres rolle. Ved midten af 1700-tallet kunne det stadigt stærkere private initiativ derfor overtage besejling og handel på tropekolonierne, mens staten måtte påtage sig administrationen, forternes vedligeholdelse osv. I spidsen for de kongelige embedsmænd stod en guvernør.

I anden halvdel af 1700-tallet med de mange storkrige, hvor Danmark holdt sig neutralt, blomstrede handelen under Dannebrog. Efterspørgslen på neutral tonnage og kolonialvarer var enorm, og danske embedsmænd, købmænd og skibsredere arbejdede på højtryk for at sikre nationen så stor en bid af kagen som muligt.

Under mere normale forhold i 1700-tallet var besejlingen af kolonierne ikke særlig hyppig. Fra Danmark til Indien kom kun et par skibe om året, og noget tilsvarende var tilfældet for Guldkystens vedkommende. Til Vestindien ankom derimod gerne ca. 50 fartøjer årligt fra Danmark. Langt størstedelen gik direkte over Atlanten, og kun få danske skibe benyttede den ellers så ofte omtalte trekantrute (fra Europa til Afrika videre til Amerika og derefter til Europa).

Varestrømmene i de forskellige grene af handelen på tropekolonierne var delvis forbundet. Fra Indien til København hjemtoges fx brogede bomuldstøjer og kaurisneglehuse, som blev anvendt som betalingsmidler i handelen på Guldkysten. Derfra fragtede man slavegjorte afrikanere til Vestindien, hvor de i plantagerne dyrkede de sukkerrør, som gjorde det muligt at udskibe store mængder råsukker og rom til København. På danske skibe fragtedes 1733-1802 omkring 120.000 slavegjorte mennesker over Atlanten; af disse forblev mere end 50.000 på de danske øer, mens resten blev solgt videre til andre øer i Caribien.

For den danske og navnlig den københavnske økonomi var tropekolonierne af vigtighed, da mange mennesker var beskæftiget i søfarten med dens undererhverv, mens andre arbejdede i forædlingsvirksomheder som sukkerraffinaderier og tobaksspinderier, og atter andre i forsikringsbranchen osv. Alene fra Indien hjemførte man 1772-1808 ladninger til København til den kolossale salgsværdi af godt 75 millioner rigsdaler. Re-eksport af forarbejdede kolonialvarer og te var også en vigtig indtægtskilde for København i 1700-tallet.

Afviklingen af danske tropekolonier

I løbet af første halvdel af 1800-tallet løb den internationale udvikling fra de små danske tropekolonier. I Indien kunne man ikke konkurrere med den effektive britiske handel, og man havde vanskeligt ved at omstille sig til efterspørgslen efter nye varesorter. På Guldkysten var den altdominerende slavehandel blevet forbudt i 1792 med virkning fra 1803, og forsøg med plantagedrift var mislykkedes. I Vestindien havde man svært ved at hamle op med den industrialiserede sukkerdyrkning og forarbejdning, der vandt frem på de store øer som Cuba og Haiti samt den senere roesukkerproduktion i Europa.

Tropebesiddelserne udviklede sig derfor til at blive alvorlige dræn i statskassen. I denne situation lykkedes det at afhænde kolonierne i Indien i 1845 og Guldkysten i 1850 til briterne. Dansk Vestindien blev derimod først efter flere forgæves forsøg solgt til USA for 25 millioner dollars i 1917.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig