Ved påbegyndelsen af de forskellige danske oversøiske aktiviteter benyttede man sig af handelskompagnier, som opererede med offentlig støtte og nationalt monopol, hvilket også var i overensstemmelse med det merkantilistiske tankesæt, som prægede dansk økonomisk politik i 1600- og 1700-tallet. Ældst var Ostindisk Kompagni, som fik sit privilegiebrev (oktroj) af kongen i 1616. I 1732 oprettedes i stedet Asiatisk Kompagni.
På Guldkysten opererede et glückstadtsk afrikakompagni fra 1651; men fra 1671 forenede det store Vestindisk-guineisk Kompagni al aktivitet på de atlantiske tropebesiddelser.
Kompagnierne var halvoffentlige foretagender, organiseret nogenlunde som vore dages aktieselskaber. På kronens vegne erhvervede og administrerede de tropekolonierne, der som regel kun var underkastet forholdsvis svag kontrol fra moderlandet.
De få og små danske besiddelser var økonomisk i høj grad underkastet konjunkturerne på verdensmarkedet. Efterhånden som disse bedredes, og handel og søfart på kolonierne fik faste rammer, havde kompagnierne som planlagt udspillet deres rolle. Ved midten af 1700-tallet kunne det stadigt stærkere private initiativ derfor overtage besejling og handel på tropekolonierne, mens staten måtte påtage sig administrationen, forternes vedligeholdelse osv. I spidsen for de kongelige embedsmænd stod en guvernør.
I anden halvdel af 1700-tallet med de mange storkrige, hvor Danmark holdt sig neutralt, blomstrede handelen under Dannebrog. Efterspørgslen på neutral tonnage og kolonialvarer var enorm, og danske embedsmænd, købmænd og skibsredere arbejdede på højtryk for at sikre nationen så stor en bid af kagen som muligt.
Under mere normale forhold i 1700-tallet var besejlingen af kolonierne ikke særlig hyppig. Fra Danmark til Indien kom kun et par skibe om året, og noget tilsvarende var tilfældet for Guldkystens vedkommende. Til Vestindien ankom derimod gerne ca. 50 fartøjer årligt fra Danmark. Langt størstedelen gik direkte over Atlanten, og kun få danske skibe benyttede den ellers så ofte omtalte trekantrute (fra Europa til Afrika videre til Amerika og derefter til Europa).
Varestrømmene i de forskellige grene af handelen på tropekolonierne var delvis forbundet. Fra Indien til København hjemtoges fx brogede bomuldstøjer og kaurisneglehuse, som blev anvendt som betalingsmidler i handelen på Guldkysten. Derfra fragtede man slavegjorte afrikanere til Vestindien, hvor de i plantagerne dyrkede de sukkerrør, som gjorde det muligt at udskibe store mængder råsukker og rom til København. På danske skibe fragtedes 1733-1802 omkring 120.000 slavegjorte mennesker over Atlanten; af disse forblev mere end 50.000 på de danske øer, mens resten blev solgt videre til andre øer i Caribien.
For den danske og navnlig den københavnske økonomi var tropekolonierne af vigtighed, da mange mennesker var beskæftiget i søfarten med dens undererhverv, mens andre arbejdede i forædlingsvirksomheder som sukkerraffinaderier og tobaksspinderier, og atter andre i forsikringsbranchen osv. Alene fra Indien hjemførte man 1772-1808 ladninger til København til den kolossale salgsværdi af godt 75 millioner rigsdaler. Re-eksport af forarbejdede kolonialvarer og te var også en vigtig indtægtskilde for København i 1700-tallet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.