| Læs også |
|---|
| • Martin
Lidegaard • Else Lidegaard • Ebbe Muncks Mindefond Fundet ved søgning på Bo Lidegaard |
| Til forsiden |
Bo Lidegaard. Fotografi fra 2004.
Bo Lidegaard, f. 1958, dansk historiker og chefredaktør; søn af Mads Lidegaard og Else Lidegaard, bror til Martin Lidegaard. Bo Lidegaard blev dr.phil. i 1997 med disputatsen I kongens navn – Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919-58 (1996). Han var 1984-2000 ansat inden for udenrigstjenesten.
I 2000-02 var han forskningsstipendiat ved Det Kgl. Bibliotek, og 2003-05 var han kontorchef i Udenrigsministeriet. Han var 2005-07 departementsråd og ambassadør i Statsministeriet og 2007-11 chef for Klimasekretariatet i Statsministeriet, inden han blev udnævnt til chefredaktør for dagbladet Politiken.
Blandt Lidegaards produktion er biografien Jens Otto Krag, 1-2 (2001-02) og værker, der behandler Danmarks udenrigs- og indenrigspolitiske historie, fx Kampen om Danmark 1933-1945 (2005) og H.C. Hansens liv og tid (2006). Lidegaard har modtaget en række priser for sit forfatterskab, bl.a. modtaget Ebbe Munchs Hæderspris, Amalienborg-Medaljen, The Rescue Award, Sven Henningsens Æreslegat, Søren Gyldendal Prisen og Gyldendals Faglitterære Pris.
Bo Lidegaard skriver især om Danmarks historie og internationale forhold i det tyvende århundrede. Forfatterskabet kredser om de forandringer i samfundet, der skabte det moderne Danmark, og om udviklingen af de ideer, tanker og traditioner, vi i dag har til fælles – eller er uenige om.
Mest kendt er den store biografi om Jens Otto Krag, der udkom i 2001-2002, og som er trykt i mere end 100.000 eksemplarer. Her udfoldes historien om manden og tiden på en måde, som sætter det personlige i perspektiv af det politiske og omvendt. På den måde bliver historien vedkommende for forståelsen af før og nu.
Bo Lidegaard brød igennem som forfatter i 1996 med bestsellerbiografien om diplomaten Henrik Kauffmann, der var Danmarks uregerlige ambassadør i Washington under krigen og frem til 1958. Bogen blev en klassiker i moderne historie, fortalt som en historisk roman og anerkendt som doktordisputats ved Københavns Universitet.
I 1998 udkom en kortere biografi om den danske FN-diplomat Povl Bang-Jensen, der efter den ungarske opstand i 1956 valgte at tage et skæbnesvangert opgør med de hensyn til Sovjetunionens interesser, som i de år prægede det internationale samarbejde. Bogen forsøger at komme bag det personlige drama og ind til den grundlæggende konflikt mellem samarbejdets nødvendighed og afvisningen af at gå på kompromis med uretten.
Efter tobindsværket om Jens Otto Krag udkom i 2004 Dansk udenrigspolitiks historie 1914-1945, hvor Bo Lidegaard fortæller historien om, hvordan Danmark overlevede de to verdenskrige med demokratiet i behold. To år senere, i 2006, udviklede Bo Lidegaard det tema yderligere i Kampen om Danmark 1933-45, som giver et samlet billede af det vældige drama i dansk politik op til og under anden verdenskrig, og som samtidig giver et solidt overblik over besættelsestidens historie.
Bo Lidegaard udgav i 2009 en engelsksproget fremstilling af Danmarks historie i det tyvende århundrede; A Short History of Denmark in the 20th Century. I 2011 kom den langt mere omfattende En fortælling om Danmark i det 20. århundrede om danskernes historie gennem 100 år.
|
Hør et udsnit af lydbogen Jens Otto Kragh, 1914-1961 her. Læs et udsnit af e-bogen En fortælling om Danmark i det 20. århundrede her. E-bogs-samples kan læses med Adobe Digital Editions; download programmet |
Bo Lidegaard. I 2006 udkom biografien om H.C. Hansen, der i billeder og tekst fortæller historien om den socialdemokratiske minister.
Viser 4 af 4 billeder
| Fil | Tilføjet af | |
|---|---|---|
| 27055284.mp3 (386.72 kB) Bo Lidegaard. Citat fra lydbogsudgaven af Jens Otto Krag 1914-1961, skrevet af Bo Lidegaard, oplæst af Peter Bollerslev, © Gyldendal Lyd, 2002 (ISBN 8.702.049.198). | Admin 06/03/2009 | |
| 9788702125139_sample.epub (1407.08 kB) Bo Lidegaard. E-bogs-sample af En fortælling om Danmark i det 20. århundrede, udgivet 2011 (ISBN 9788702125139). | Lene Vistrup 09/03/2012 |
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2012 - Powered by MindTouch Deki