Erik Arup

Erik Arup var en dansk historiker.

Som forsker, som lærer og som forfatter af en vægtig, men omstridt Danmarkshistorie har Arup præget faget historie i 1900-tallet. Han var student i 1890'erne, da den metodiske kildekritik, som især Kr. Erslev stod for, slog igennem, og Arup skrev en prisopgave om Arild Huitfeldts kilder helt på linje med Erslevs metode. Efter magisterkonferens i 1901 koncentrerede Arup sig om at samle, hvad han anså for kendsgerninger i videnskabelige synteser; også i sin opfattelse af udviklingens lovmæssigheder var han positivist. Samtidig havde han fantasi til "at digte over kendsgerningerne" for at få en helhed frem.

Han kaldte sig selv materialistisk historiker; bondens og købmandens arbejde lå ham på sinde. Efter sin disputats Studier i engelsk og tysk handels historie (1907) holdt han sig mest til dansk historie. I 1914-1916 var han departementschef i ministeriet C.Th.Zahle, hvorefter han indtrådte i Erslevs professorat.

Han skrev en række anmeldelser og afhandlinger, bl.a. Leding og ledingsskat i det 13. aarhundrede. Mange af disse blev forarbejder til en Danmarkshistorie til universitetsbrug, som han allerede fra 1908 var begyndt at planlægge. I 1925 udsendte han det første bind, der gik til 1282, da "Danmark fik sin første grundlov". Heri skildrer Arup den ældste og ifølge hans vurdering mest betydningsfulde danske samfundsorganisation, landsbyen. Grundidéen er udtrykt i karakteristikken af nyopdyrkning i 1100- og 1200-tallet: "Det var mænd som Bjørn og hans sønner, der i hin tid gjorde landet rigere ved deres arbejde; og deres gerning fortjener nok saa meget at mindes af historien som deres, der gik paa korstog mod Vender eller Ester med Absalon eller Andreas Sunesen" (1.bind, s. 278).

Andet bind udkom i 1932 og dækkede en periode, der er bedre belyst af kildematerialet. Arups analytiske evner kom til fuld udfoldelse i skildringen af de kongelige håndfæstninger, og hans forkærlighed for kanslere og andre rådgivere frem for konger er umiskendelig. Alligevel slutter bindet i 1624 med en pragtvignet af efterårssolen over Rosenborg med Christian 4. og hans børn.

De to sidste bind blev kun til forstudier og en fyldig disposition i Arups levetid. I 1955 blev en lille del af tredje bind udsendt posthumt; det nåede til ca. 1660.

Værkets skæbne skyldtes især Arups bitterhed over den kritik, der blev rejst mod de to første bind — han følte sig forfulgt af sine fagfæller. Hans Danmarkshistorie blev en torso, men i forbindelse med hans stimulerende undervisning betød hele hans virke et vendepunkt i dansk historieforskning, og hans personlige, anskuelige fremstilling blev et ideal, som kun få har kunnet leve op til.