Johannes Steenstrup, 1844-1935, dansk historiker; søn af Japetus Steenstrup. Johannes Steenstrup blev cand.jur. i 1869 og var professor i historie ved Københavns Universitet 1882-1917. Efter juridisk embedseksamen fortsatte han med studier i middelalderens rets- og samfundsforhold under påvirkning af den tyske retshistoriske skole og dens fremhævelse af rettens nationale og selvgroede karakter, som faldt i tråd med hans eget romantisk-idealistiske og nationalt farvede helhedssyn. Som professor stod han i opposition til Kr. Erslev, hvis øvelser i kildekritik han fandt for skematisk anlagte, og hvem han også i religiøs og politisk henseende stod fjernt. I offentligheden havde Steenstrup en vis indflydelse som mangeårig kommentator af historisk litteratur i den konservative presse. Blandt hans hovedværker er Normannerne, 1-4 (1876-82), hvis sidste bind, Danelagen, gjorde ham til dr.jur., og bindet om oldtiden og den ældre middelalder i Danmarks Riges Historie (1896-1907). Hertil kommer en række enkeltundersøgelser. I en tid, hvor historiefaget var præget af øget specialisering, arbejdede den meget produktive Steenstrup gerne med brede problemstillinger og utraditionelle emner, bl.a. historiografi, kvindehistorie og forholdet mellem natur og kultur. Hans retshistoriske arbejder og studier over danske stednavne var banebrydende.