Københavns befæstning

© John Fowlie

Københavns befæstning. Sø- og landbefæstningen i 1914. Havnen var beskyttet af søforter, og landsiden var fra Køge Bugt til Utterslev Mose dækket af Vestvolden. Mod NV og nord lå en række enkeltliggende forter og batterier, der kunne suppleres med et oversvømmet område fra Utterslev Mose til Øresundskysten ved Charlottenlund. I Øresund var Middelgrunden og Flakfortet blevet anlagt.

Københavns befæstning, Den lille handelsplads Havn blev i første halvdel af 1100-t. befæstet med vold og grav. Dens forløb kan endnu følges langs vestsiden af Nytorv og Gammeltorv og videre mod vest langs Vestergade, hvor befæstningslinjen bøjede af mod stranden for at løbe ned langs vestsiden af Mikkel Bryggersgade. En væsentlig forstærkning af dette forsvar var den borg, som Absalon ifølge Saxo anlagde 1167-71 på Strandholmen ud for byen, og som senere udviklede sig til Københavns Slot.

Da København omkring år 1200 voksede, blev den gamle befæstning sløjfet, og en ny befæstning med vold og grav anlagt omkring den langt større by. Befæstningens østre flanke blev fra begyndelsen kronet med en munkestensmur, formodentlig fordi man ventede, at denne side ud mod Øresund var den mest udsatte. Dette kan være forklaringen på, at de angreb, der kendes fra middelalderen, oftest foregik på Vestvolden. Først i de første årtier af 1500-t. blev en mur fra Nørreport til Vesterport og videre til stranden bygget i tegl. Samtidig byggedes mindst 11 tårne, hvoraf kun ét, Jarmers Tårn, er bevaret som ruin i dag. Foran portene anlagdes beskyttende halvrunde øer i voldgravene, som gjorde adgangen til byen mere vanskelig, idet den befæstede ø skulle passeres, inden man kom til porten.

Vandet til voldgravene kom fra et kompliceret system af dæmninger og kunstige vandløb, der førte vandet fra Damhussøen via Grøndalsåen, hvor det i Ladegårdsåen løb sammen med vand fra Utterslev Mose, Emdrup Sø og Lersøen. Dæmninger ved Sortedamssøens østende og Skt. Jørgens Søs sydende skabte søerne.

Straks fra sin tronbestigelse i 1596 udbyggede Christian 4. fæstningen ved anlæggelsen af Tøjhushavnen med Proviantgården og Tøjhuset syd for slottet og fortsatte efter 1618 med anlæggelsen af Christianshavn. Han foretog efter 1630 en stor udvidelse mod nord og øst til den nyanlagte Sankt Annæ Skanse, der efter 1660 blev til Kastellet. Den nye Østervold blev efter 1647 færdiggjort med moderne bastioner og store jordværker med vandfyldte grave. Anlægget bestod sin prøve ved den svenske belejring 1658-60. Fæstningen blev færdiggjort med anlæggelsen af Kastellet 1661-64 og den store krans af bastioner mod syd, øst og nord fra Christianshavn og frem til indsejlingen til havnen 1692 (Nyværk). Denne fæstning forblev stort set uændret helt frem til 1850'erne, da den gradvis blev sløjfet.

I 1713 blev der anlagt to søforter, Trekroner og Prøvestenen, men de forfaldt hurtigt og sløjfedes i hhv. 1731 og 1767. I 1766 anlagdes fortet Lynetten, i 1787 et nyt Trekroner, og i 1802 blev Prøvestenen retableret for at nedlægges igen i 1828. Efter en lov fra 1858 blev Københavns befæstning udbygget mod søsiden ved endnu en genopførelse af Prøvestenen og anlæggelsen af Mellemfortet. 1884 besluttede regeringen ved bevillinger over provisoriske finanslove at bygge en stor landbefæstning fra Avedøre til Klampenborg og en søbefæstning fra Klampenborg over Middelgrunden til Kastrup.

Vestvolden, bestående af Vestenceinten og Husumenceinten, fra Køge Bugt ved Avedøre til Utterslev Mose, en strækning på ca. 15 km, blev anlagt 1888-92. Volden blev opbygget med forvold, en 3,5 m dyb og 16 m bred våd grav samt hovedvolden. Volden var i princippet en sammenhængende række batterier med ca. 200 kanoner forstærket med et batteritog på jernbaneskinner med seks 15-cm-kanoner, der hurtigt kunne føres frem i tilfælde af et angreb.

På fæstningens nordfront blev der anlagt en række forter og batterier suppleret med et system af områder, der kunne oversvømmes. Søbefæstningen bestod af batterierne i Hvidøre, Charlottenlund, Kastrup og Avedøre samt det store søfort Middelgrundsfortet, endvidere moderniseredes Trekroner.

Med Forsvarsordningen af 1909 blev søforsvaret yderligere udbygget med Flakfortet (1910), Dragørfortet (1910) samt batterierne Saltholm og Kongelund. Uden for den egentlige søbefæstning blev endvidere Taarbækfortet og Mosede Batteri opført.

Under 1. Verdenskrig blev Københavns befæstning fuldt bemandet, og den blev yderligere forstærket af en fremskudt feltbefæstning, Tunestillingen, ca. 18 km foran landbefæstningen fra Køge Bugt ved Mosede Batteri til Roskilde Fjord ved Veddelev.

Københavns befæstning blev gradvis ophævet fra 1920; med rømningen af Dragørfortet i 2000 er der ikke flere bemandede befæstningsanlæg tilbage.

Mens bemandingen af landforsvarsværkerne altid har været et hæranliggende, har søbefæstningen skiftevis været bemandet af hæren og Søværnet; indtil 1852 under en særlig kommission af hær- og søofficerer, 1852-67 bemandet af Søværnet, 1867-1932 af hæren og fra 1932 atter af Søværnet, idet anlæggene sammen med andre kystbefæstningsanlæg i landet dannede Kystdefensionen. 1968-84 var Middelgrundsfortet bemandet af Flyvevåbnet, der anvendte fortet som raketbatteri i Københavns nærluftforsvar.