En ødegård var en ubesat gård, hvis jord var ude af drift eller blev dyrket af andre; udtrykket kunne dog også bruges om en gård, der var beboet, men hvor jorden var ude af drift. Antallet af ødegårde ændrede sig tidligere i takt med udbrud af epidemiske sygdomme, især pest, ligesom politiske begivenheder, især krige, fx Kejserkrigen og Karl Gustav-krigene i 1600-tallet, fik antallet til at vokse kraftigt.
Fænomenet må dog i lige så høj grad forklares med generelle økonomiske kriser. Undersøgelser har således vist, at der allerede inden Den Sorte Død midt i 1300-tallet var et stort antal ødegårde i Danmark, og trods gentagne forsøg fra kongemagtens side på via lovgivning at imødegå, at gårdene blev forladt, omtales ødegårde i stort set alle skifter eller hovedgårdskøb. Mange ødegårde var for godsejerne lig med økonomisk nedgang, idet indtægter fra et antal gårde ikke kom i hus; på den anden side kunne det betyde en bedring i bondestandens levevilkår i form af nedsættelser af indfæstning og hoveri.
Mange landbrugsejendomme er siden 1950'erne blevet omdannet til almindelig beboelse eller fritidshuse; det samme har gjort sig gældende i vores nabolande, og mange danskere købte fra 1960'erne ødegårde i Sydsverige. Begrebet bruges i dag oftest om sådanne fritidshuse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.