Jordlove er lovgivning og dertil knyttede administrative bestemmelser om besiddelses- og brugsforhold, først og fremmest vedrørende landbrugsjord.

Der har i nyere tid i de fleste lande eksisteret et politisk ønske om at påvirke en væsentlig side af den økonomiske og ikke mindst den sociale udvikling gennem jordlovgivning. Feudale strukturer er blevet afviklet, og storlandbrugets dominans brudt til fordel for enten småbrug (Sverige i 1904, Rusland i begyndelsen af 1900-tallet, de fleste nye nationalstater efter 1918 og det daværende Vesttyskland i 1949) eller kollektiv- eller statsbrug (det daværende Sovjetunionen efter 1917 og de daværende østeuropæiske kommunistiske regimer efter 1945).

Krav om jord til småbønderne har været en væsentlig drivkraft i de revolutionære bevægelser i Asien og Latinamerika i 1900-tallet, og reformer med ændringer i besiddelsesstrukturen er stadig aktuelle i mange ulande.

Jordlovgivningen i Danmark

De gentagne forbud mod nedlæggelse af bøndergårde i Danmark i 1600- og 1700-tallet kan betragtes som tidlige jordlove. Såvel den såkaldte Majoratslov af 1671 som senere (1683) Christian 5.s Danske Lovs adgang til oprettelse af stamhuse tilskyndede til etableringen af permanente (stor)godser gennem skattemæssige incitamenter.

Blandt landboreformerne i 1700-tallets sidste halvdel var forordningen om selvejere fra 1769, der indskærpede forbuddet mod nedlæggelse af bøndergårde, samtidig med at retsgrundlaget for fæstejords overgang til selveje og bondeselvejernes retsstilling sikredes. Ved en lov i 1791 lempedes forbuddet mod nedlæggelse af bøndergårde, og der blev samtidig sat en overgrænse for sammenlægninger på 12 tønder hartkorn. Fæsteloven af 1787 indebar, at der ved udskiftning kunne frastykkes huslodder a 3-4 tønder land, og 1791-loven krævede oprettelse af to huse med jord ved nedlæggelse af én bondegård. Reformlovgivningen søgte således på én gang at beskytte bondegårdsbedriften og tilskynde til etablering af smålandbrug; se også landboreformer.

Bortset fra love i 1810 og 1819 rummede dansk lovgivning i 1800-tallet få egentlige jordlove. Grundloven af 1849 forbød oprettelse af len og stamhuse; liberalisering af jordlovgivningen blev drøftet, men ikke gennemført.

Husmandspolitik i 1900-tallet

Et nyt jordpolitisk skridt blev taget med Loven om tilvejebringelse af jordlodder for landarbejdere, den såkaldte Statshusmandslov, fra 1899, der revideredes i 1904 og igen mere afgørende i 1909, da loven ændredes til Lov om oprettelse af (selvstændige) husmandsbrug. Lovgivningen gav mulighed for statslån til etablering af mindre jordbrug.

Jordlovene af 1919 indledte den i nyere tid mest omfattende omfordeling af jorden i Danmark. Det drejede sig om bortsalg af jord i offentligt eje, præstegårdsjorder og ikke mindst lens og stamhuses overgang til fri ejendom; lovene sikrede afståelse af jord fra staten, storlandbruget (len og stamhuse) og præstegårdene til nyoprettelse af eller supplering af bestående husmandsbrug. Jorden blev ikke solgt, men stillet til rådighed af Statens Jordlovsudvalg mod betaling af jordrente (leje) på såkaldt georgistiske vilkår, dvs. inspireret af Henry Georges tanker, om at arbejdsfri indtægter fx fra jordspekulation skulle undgås. Samtidig var det muligt at opnå statslån til opførelse af bygninger.

Statens Jordlovsudvalg etableredes til administration af 1919-lovene med Niels Frederiksen som magtfuld formand. Jordlovgivningen byggede nu både på Statshusmandsloven fra 1899 vedrørende ansøgerbetingelser og lånerammer og 1919-lovene vedrørende jordens tilvejebringelse.

Ved Genforeningen i 1920 overtog den danske stat et antal tidligere preussiske statsejede gårde (domænegårde), og 1919-lovene fik derfor stor betydning i det sønderjyske område.

1919-lovene suppleredes i 1921 med en lov, der ajourførte 1899-loven og fremmede udstykningen stærkt. Det er blevet anslået, at udstykningen 1899-1940 omfattede et areal på størrelse med Lolland-Falster. Jordlovgivningen samordnedes efterhånden, især i lov af 1933, fornyet 1938 og 1943, og i 1948 vedtoges med politisk enstemmighed en ny statshusmandslov, der endeligt samarbejdede 1899- og 1919-lovkomplekserne. I 1949 fulgte lov om udstykning af sønderjyske præstegårdsjorder.

Udviklingen i landbruget efter 1950 med mekanisering, arbejdskraftens afvandring og faldende økonomisk indtjening satte udstykningen i stå og forringede de små landbrugs muligheder, og efterhånden blev behovet for sammenlægning aktuelt. Reglerne for samdrift og sammenlægning lempedes i 1962, og året efter faldt ved en folkeafstemning fire jordlovsforslag, som bl.a. indebar en omdannelse af Statshusmandsloven til en lov om statslig eller kommunal forkøbsret.

Mod større, men færre landbrug

Landbrugsloven lempedes yderligere i 1967, da grænsen for sammenlægninger blev sat til 35 hektar, og i 1971 blev der ved lov givet fri adgang til sammenlægning på op til 100 hektar og samdrift på op til 200 hektar, mens de gamle jordloves statsstøtte til udstykning afløstes af støtte til køb af tillægsjord. Den epoke, som var indledt i 1899 og havde resulteret i oprettelsen af ca. 28.000 selvstændige brug, var nu officielt afsluttet.

Jordlovgivningen blev atter strammet i 1973 og 1978, bl.a. med krav om bopælspligt og landbrug som hovederhverv, nedsættelse af sammenlægnings- og driftsgrænserne samt indførelse af uddannelseskrav som betingelse for erhvervelse af landbrug; ejendomme under 5 hektar blev dog undtaget fra disse regler.

Landbrugsloven af 1986 ophævede hovederhvervskravet, men bibeholdt bopælspligten; loven øgede endvidere atter grænsen for sammenlægninger til 100 hektar og gjorde samdriftsgrænsen fri, mens uddannelseskravet opretholdtes i skærpet form for ejendomme over 15 hektar. Loven af 1989 øgede sammenlægningsgrænsen til 125 hektar og lempede reglerne for samdrift, mens en ændring i 1994 yderligere havde som mål at fremme en hensigtsmæssig strukturudvikling ved samdrift og sammenlægning, idet mindre og mellemstore bedrifter skulle sikres muligheder for suppleringsjord.

Administrationen af de gældende bestemmelser i den danske jordlovgivning har fra slutningen af 1990'erne gentagne gange været kritiseret af den politiske venstrefløj og inden for landbruget af organisationen Dansk Familielandbrug for at være for lempelig i forhold til den stærke tendens hen mod etableringen af stadig større enheder i landbruget.

Jordlovgivningen har i traditionel forstand villet fremme en hensigtsmæssig brugsstørrelse, hvor driftsøkonomiske og især socialpolitiske hensyn har været hovedelementerne. Siden 2004 er der i landbrugsloven ingen overgrænse for størrelse på erhvervede landbrugsejendomme eller -bedrifter. Kun at der skal være beboelsesbygninger på minimum én ejendom – de øvrige ejendomme inden for bedriften kan så være bygningsløse. I stedet reguleres størrelser gennem Miljøbeskyttelsesloven og planlovgivningens bestemmelser hvor harmonikravet mellem husdyrbesætninger og arealbehov til udbringning af gylle er af væsentlig betydning for de vilkår, hvorunder der drives landbrug i Danmark.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig