Sydslesvig

© Institut for Sønderjysk Lokalhistorie

Børn i Flensborg kigger på tyske afstemningsplakater i 1920.

Sydslesvig, dansk betegnelse for det område, der ligger mellem landegrænsen af 1920 og grænsefloden Ejderen, og som er hjemsted for det danske mindretal i den tyske delstat Slesvig-Holsten (Schleswig-Holstein). Før 1920 kaldtes området Syd- og Mellemslesvig.

Befolkning og sprog var i middelalderen dansk indtil en linje fra Husum langs Dannevirke til nord for Eckernförde. Vestkysten og øerne var beboet af frisere. Gennem statsadministrationen, handel og især kirke og skole blev tysk kultur udbredt nordpå, og plattysk vandt frem som dagligt talesprog.

Flertallet af sydslesvigerne sluttede sig 1848-50 til den slesvig-holstenske opstand; danske sympatier var dog dominerende i hovedbyen Flensborg og dens omegn. Mellem de slesvigske krige forsøgte den danske regering at genvinde det tabte gennem en udstrakt kulturoffensiv. I Mellemslesvig blev skolesproget dansk, og kirkesproget vekslende dansk-tysk (se Sprogreskripterne af 1851). Under det preussiske styre efter 1864 ophørte al dansk skolegang. I Flensborg fortsatte regelmæssige danske gudstjenester som det eneste sted i Sydslesvig. Da kirkegangen ikke var tvungen, måtte de tysk indsatte præster mange steder i Nordslesvig tilegne sig det danske sprog og prædike på dansk for at kunne holde på menigheden. 

Ved afstemningen 14.3.1920 blev der i den mellemslesvigske 2. zone afgivet 12.800 danske stemmer og 51.700 tyske (se Genforeningen). En vis afspænding indtrådte fra midten af 1920'erne; med støtte fra Danmark blev der oprettet sydslesvigske danske skoler, en dansk menighed og danske foreninger. Under naziregimet fra 1933 blev mindretallet tolereret, om end presset mod de enkelte medlemmer var stigende, ikke mindst fra nazistiske lokalinstanser og tyske grænseaktivister. Under 2. Verdenskrig faldt knap 400 danske sydslesvigere i den tyske hær. Efter Tysklands sammenbrud i 1945 sås en kraftig tilgang til det danske mindretal (se Sydslesvigsk Vælgerforening og Sønderjylland (nationale foreninger)). Hverken Danmark eller Storbritannien ønskede dog en ændring af Sydslesvigs statsretlige status. Under skarpe konfrontationer med det tyske samfund fandt de dansksindede vej til en mindretalsstatus inden for den nye delstat Schleswig-Holstein.

I 1949 stadfæstede Kielerklæringen retten til frit at kunne bekende sig til et nationalt tilhørsforhold, men først København-Bonn-erklæringerne fra 1955 skabte det varige grundlag for et fredeligt samliv mellem flertal og mindretal. I disse år fandt også Sydslesvigs efterkrigsproblemer en afklaring; efter 1945 havde flygtningestrømmen øget befolkningen med 71%. I midten af 1950'erne blev problemerne overvundet, bl.a. gennem omrokering af mange flygtninge og udviklingsprojektet Programm Nord. Sydslesvig står dog stadig i skyggen af det rigere Holsten. Se også Slesvig-Holsten (historie).

Danske skoler

© Hans Busch-Alsen.

Duborg-Skolens ældste del set fra det sydøstlige hjørne mod Rummelgang. Tuschtegningen er udført i 1978 af Hans Busch-Alsen (1900-90), der var uddannet på Kunstakademiet i Düsseldorf og i nogle år knyttet til Duborg-Skolen som tegnelærer.

I 1920 oprettede Dansk Skoleforening den første skole for det danske mindretal, og i 1936 fandtes ti skoler, hvor undervisningen foregik på dansk, med i alt 942 elever. Efter 2. Verdenskrigs afslutning voksede elevtallet så meget, at der på et tidspunkt var over 70 skoler. Der findes nu (2000) 49 skoler med i alt knap 5700 elever. De fleste skoler er grundskoler; hertil kommer gymnasiet Duborg-Skolen og fire realskoler. Dansk Skoleforening driver desuden 57 børnehaver med knap 1800 børn.

Indtil 1950'erne havde man danske skoleordninger, hvorefter man skiftede til tyske eksamensordninger; skolernes formål er dog uændret "at drive dansk pædagogisk virksomhed ... til fredeligt virke for dansk sprog og kultur".