Almindelig Hospital

Almindelig Hospital blev i 1700-tallet administreret som en del af det københavnske fattigvæsen med plads til at huse 600 hospitalslemmer, der modtog almisser fra Københavns Fattigvæsen. Der blev desuden indrettet en arbejdsansalt i hospitalet. Dette følger sandsynligvis bestemmelsen i Danske Lov (2-19-8) fra 1683, som forpligtede hospitalslemmer at arbejde, hvadend de kunne, for fællesskabets bedste, ellers skulle de forvises fra hospitalet. At arbejde efter evne for fællesskabets gavn og bedste blev forstået som en central del af det kristne samfund. Almindelig Hospital var ikke oprindelig oprettet som et sygehus (modsat Frederiks Hospital, der lå ved siden af), men som et sted, hvor hjælpeløse fattige kunne få husly, mad og udføre et arbejde.

I 1770 bestemte J. F. Struensee at Almindelig Hospital også skulle pleje et lille antal syge mennesker. Under Napoleonskrigene og bombardementerne af København i 1801 og 1807 blev Almindelig Hospital brugt som lazaret for de sårede. I midten af 1800-tallet var hospitalets funktion som sygehus vokset betydeligt med 500 sengepladser og op til 4-5000 indlæggelser årligt.

Sygeafdelingen blev delvis nedlagt i 1863, da Kommunehospitalet blev oprettet. Almindelig Hospital plejede dog indtil 1885 kronisk syge, fnatpatienter og prostituerede samt folk med hud- og kønssygdomme. I 1885 blev sygeafdelingerne overført til Vestre Hospital og Sankt Johannes Stiftelse. Ved flytningen til Ryesgade 20 i 1919 genoptog Almindelig Hospital pleje af kronisk syge, nu under navnet "Københavns Almindelige Hospital og Plejestiftelse". Efter 1957 fungerede hospitalet som plejehjem.

• Medicinens historie
• Danmarks historie 1720-1814
• Danmark – sundhedsforhold