En fattiggård var en forsørgelses- og arbejdsanstalt, hvor fattige mod en arbejdsydelse kunne få mad og bolig. De blev oprettet i mange danske sogne fra midten af 1800-tallet og eksisterede indtil 1933, hvor Socialreformen indførte arbejdsløshedsforsikring.
fattiggård
Køges Fattiggård. Huset var mellem 1823-1909 spindehus og fattiggård, inden det blev optaget af Køge Museum.
Kr. Hude (1864-1929)/Det Kongelige Biblioteks digitale samlinger.
Licens:
Materialet er fri af ophavsret
Fattiggårdens forgængere
Alle sogne havde siden reformationen i 1536, hvor kirke og stat smeltede sammen, haft ansvar for at forsørge sine egne fattige. Fattige, gamle og syge mennesker, der ikke var i stand til at arbejde, modtog forsørgelse fra sognenes fattigkasser, i hospitaler og fattighuse. Fattigvæsenet beskæftigede sig i stigende grad også med arbejdshjælp (for dem der gerne ville, men ikke kunne finde arbejde) og arbejdstvang (for dem der, ifølge staten, modsatte sig at finde et ordentligt arbejde). Arbejdstvangen fandt sted i forskellige tugthusinstitutioner, eksempelvis Rasphuset, mens staten forsøgte at hjælpe og uddanne til arbejde eksempelvis i spindeskoler i slutningen af 1700-tallet.
Borgerskab og fattigdom
I 1800-tallet blev borgerrettigheder og fattighjælp knyttet sammen. De fattige, som ikke kunne betale deres fattighjælp tilbage og blev indlagt på fattiggården, mistede retten til at stemme, eje ejendom, være værge for sine børn og gifte sig. Det blev normalt i 1800-tallet at skelne mellem de "værdigt fattige", dvs. dem, der var uforskyldt i deres fattigdom, og de "uværdigt fattige", som var dem, der var selvforskyldt i deres fattigdom.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.