Fattigvæsen. Fattiggården i Holbæk blev oprettet i en ældre ejendom i 1853 og fungerede indtil 1909. Fattiggårdene var tvangsarbejdsanstalter, hvor de fattige fik et meget beskedent ophold mod bestemte arbejdsydelser. I købstæderne oprettedes der fattiggårde fra begyndelsen af 1800-t., mens de fleste fattiggårde på landet etableredes fra 1860'erne til omkring 1890. Postkort fra omkring år 1900.

.

Fattigvæsen. Sandstensfigur fra Bursø Hospital på Lolland, der blev opført i 1703. Figuren forestiller en fattig kvinde, der af præsten er blevet forsynet med et tiggerkors som tegn på, at hun hørte til blandt lovgivningens såkaldte værdige tiggere. Med det synlige tiggertegn på brystet havde hun tilladelse til at skaffe sig føden ved tiggeri i sin hjemegn.

.

Fattigvæsen, fattigforsorg, offentlige eller private foranstaltninger, iværksat med det formål at hjælpe eller understøtte mennesker, der ikke er i stand til at forsørge sig selv, og som ikke har naturlige forsørgere.

Middelalderen og reformationen

I middelalderen var det i Danmark og i det øvrige Europa kirken, der forestod fattigforsorgen, overvejende som uddeling af almisser og pleje af syge og gamle. Mens en del af kirketiendet i de fleste andre lande blev givet til de fattige, var fattighjælpen i Danmark baseret på privat godgørenhed i form af almisser og gaver til kirker og klostre. Hjælpen kunne dog langtfra dække behovet, og tiggeri var derfor manges eneste mulighed for overlevelse.

Med Christian 2.s Bylov af 1522 søgte statsmagten at regulere tiggeriet. Byloven skelnede mellem uværdige og værdige tiggere; kun de sidste blev tildelt tiggertegn, dvs. en tilladelse til at tigge i et bestemt område, et sogn eller et herred. For dem blev tiggeri eller betleri, som det også kaldtes, et lovligt erhverv, mens de øvrige udstødtes.

Efter Reformationen i 1536 bestemte Kirkeordinansen af 1537 og 1539, at styrelsen af købstædernes fattigvæsen skulle overdrages til sognepræsten og byernes verdslige myndigheder under tilsyn af biskop og stiftslensmand. Fattighjælpen var dog stadig baseret på frivillige gaver, og de gentagne forbud mod og regulering af tiggeriet i løbet af 1500- og 1600-t. vidner om en voksende tiggerplage. I København søgtes betleriet bekæmpet, bl.a. ved at indsætte løsgængere i Tugt- og Børnehuset.

1708-forordningerne

Det lovgivningsmæssige grundlag for et egentligt offentligt fattigvæsen i Danmark blev skabt i 1708 ved forordningerne om betleri mv. i København, købstæderne og på landet. Hermed indførtes princippet om forsørgelsesret for værdigt trængende inden for det enkelte fattigdistrikt, hvilket betød, at de enkelte byer og sogne skulle forsørge de fastboende fattige. Tiggeri blev forbudt, og der oprettedes sogne- og herredsfattigkasser. Ud over forsørgelsespligten var 1708-forordningernes vigtigste nyskabelse, at fattigkasserne blev skattefinansierede.

I København foregik uddelingerne til de værdigt trængende fra Konventhuset, oprettet 1631 og afløst i 1769 af Almindelig Hospital; de fattige skulle møde op en gang om ugen for at modtage et bestemt pengebeløb. I købstæderne var der ligeledes overvejende tale om pengeydelser, mens hjælpen på landet mest bestod af kost enten som omgangsbespisning, hvor den fattige spiste med ved bondens bord, eller ved udlevering af forskellige naturalier, især korn. Til andre fornødenheder, fx husleje og klæder, uddelte fattigkasserne et mindre pengebeløb som regel to gange årligt. I byerne og i nogen udstrækning på landet opnåede en mindre del af de fattige husly og evt. en vis pleje i fattighuse og hospitaler. Disse var ofte privat doneret, men administreredes for det meste af det lokale fattigvæsen.

Forvaltningen og administrationen af 1708-forordningerne blev varetaget af gejstlige og verdslige embedsmænd på forskellige niveauer. Den øverste myndighed var Den Kongelige Fattigdirektion, og mellem denne og de lokale fattiginspektioner stod stiftsøvrigheden, dvs. stiftsamtmændene og biskopperne. I købstæderne var administrationen henlagt under de stedlige fattiginspektioner, der bestod af sognepræst, byfoged eller et magistratsmedlem samt et par udvalgte borgere, og i hvert landsogn oprettedes en slags sognekommission, der bestod af præsten og tre til fire medhjælpere udpeget blandt sognefolkene. De lokale fattigkommissioner skulle under tilsyn af og ansvar over for herredets fattiginspektører sørge for forordningernes praktiske udførelse. Kommissionernes arbejde bestod i at føre protokol over de fattige, føre regnskab over fattigkassens indtægter og udgifter samt opkræve fattigskatterne. Den vigtigste statslige embedsmand på det lokale niveau var præsten, der var født formand for fattigkommissionen.

Krig, pest og misvækst skabte i de første årtier af 1700-t. dårlige betingelser for fattigvæsenet; opfølgende og supplerende lovgivning samt administrative forbedringer i 1730'erne dannede dog grundlag for en periodevis og efter forholdene velfungerende fattigforsorg i mange købstæder og landsogne.

Løsgængerne

Blandt de mange fattige, der ikke var blevet anerkendt som værdigt trængende, fandt man de omvandrende løsgængere, der måtte klare dagen og vejen ved forskellige grader af betleri, lejlighedsarbejde, prostitution og småkriminalitet. Med henblik på varetagelse af løsgængerproblemet og håndhævelse af lovens forbud mod betleri oprettede fattigvæsenet i midten af 1700-t. tugt- og manufakturhuse i hhv. Stege, Odense og Viborg. Her blev de omvandrende betlere indsat til tvangsarbejde, når det var lykkedes at indfange dem. Undertiden blev der foretaget deciderede klapjagter, bl.a. i 1790 på Sjælland, hvor resultatet var 216 indsatte. I København fungerede bl.a. Børnehuset, senere Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset, i samme øjemed, og efterhånden oprettedes flere arbejdshuse og tvangsarbejdsanstalter både i København og i købstæderne. Se også anstaltsforsorgen.

1800-t. - pengeunderstøttelse og den personlige frihed

I de sidste årtier af 1700-t. fremkom nye overvejelser om fattigvæsenets indretning og om, hvordan det kunne forbedres. Erfaringerne viste, at indtægterne, dvs. skatterne, ikke kunne følge med udgifterne, og at administrationen på flere områder var for ineffektiv. Der udarbejdedes derfor dels en plan for fattigvæsenets indretning i København (1799), dels reglementer for hhv. købstæderne og landet (1803), og de dannede grundlag for den sociale forsorg gennem det meste af 1800-t. Idégrundlaget afveg ikke meget fra 1708-forordningerne, men gennem en fastere opbygning og mere præcise formuleringer fik myndighederne et bedre handlingsgrundlag, hvad både indtægtsområdet og administrationen angik; bl.a. skete der en præcisering af inddelingen af de forsørgelsesberettigede i tre klasser efter behov.

Det lykkedes nu at etablere et kommunalt fattigvæsen næsten overalt i by og på land. Naturalie- og omgangsforsorgen afløstes i 1800-t.s første halvdel gradvis af pengeunderstøttelser, som var lettere at administrere. Som noget nyt skulle fattigkommissionerne årligt udarbejde en forsørgelsesplan, som vurderede den enkelte fattiges behov, og på baggrund heraf lægge budget for det kommende år. Forbuddet mod tiggeri blev videreført. Tilsynet med købstædernes fattigkommissioner og fattigvæsenets legater udøvedes stadig af stiftsøvrigheden, mens tilsynet for landdistrikternes vedkommende overgik til nyoprettede amtsfattigdirektioner. Amtmanden havde dog allerede fra 1739 fungeret som medlem af og formand for de daværende fattiginspektioner.

I løbet af 1800-t. ændredes fattigvæsenets organisation på flere punkter, hvoraf de væsentligste var begrundet i udviklingen af købstads- og landkommunalstyret. For købstædernes vedkommende overgik fattigkommissioner og fattigkasser således i 1868 ved Lov om Købstædernes Styrelse til de nyoprettede byråd. I landdistrikterne henlagdes fattigvæsenets bestyrelse i 1841 til de samtidig oprettede sogneforstanderskaber. Sognepræsten beholdt dog indtil 1868 afgørende indflydelse på fattigsagernes behandling, idet han som formand for fattigkommissionen vedblev at udarbejde forsørgelsesplanen og aflægge regnskabet. Ved ikrafttrædelsen i 1868 af den nye Landkommunallov (vedtaget 1867) overgik fattigvæsenets ledelse til de nyoprettede sogneråd. I København blev fattigvæsenets opgaver henlagt under Magistraten i 1857, efter at Fattigvæsenets Direktion var blevet ophævet.

Med vedtagelsen af Junigrundloven i 1849 blev det slået fast, at enhver trængende havde ret til offentlig hjælp, såfremt vedkommende underkastede sig de begrænsninger i den personlige frihed, som den almindelige lovgivning påbød herom. Der var således knyttet forskellige negative retslige og sociale virkninger til det at modtage fattighjælp. Væsentligst var det, at fattighjælpsmodtagere mistede valgbarhed og valgret til offentlige råd og forsamlinger samt fra 1824 havde fået forbud mod ægteskabsindgåelse. Hertil kom, at der fra midten af 1800-t. blev oprettet fattiggårde som tvangsarbejdsanstalter.

Ny lovgivning

Tabet af borgerlige rettigheder forekom dog ikke altid at være rimeligt, og i 1856 oprettedes ved lov de såkaldte frie fattigkasser, også kaldet De fattiges Kasse. De frie fattigkasser beroede udelukkende på private bidrag, fx via kirkebøsserne; hjælpen herfra var minimal og havde midlertidig karakter, men fik ingen negative retsvirkninger for den betrængte.

I slutningen af 1800-t. og i de første årtier af 1900-t. blev der vedtaget en række særlove, som ligeledes fritog modtagere af den kommunale fattighjælp for de deklasserende virkninger: Lov om Underholdsbidrag til uægte Børn (1888), Lov om Alderdomsunderstøttelse (1891), Lov om Ulykkesforsikring (1898), Lov om Arbejdsløshedskasser (1907), Lov om Hjælpekasser (1907), som var en fortsættelse af de frie fattigkasser, samt Lov om Invalideforsikring (1921). I 1892 vedtoges endvidere en Sygekasselov, som byggede på et privat, frivilligt forsikringsprincip. Der fungerede allerede mange private sygekasser, men Sygekasseloven indvarslede sammen med Loven om Alderdomsunderstøttelse, fra 1922 kaldet aldersrente, en ny periode, hvor finansieringen af de private og kommunale ordninger blev suppleret med statslig støtte. Når der ikke kunne opnås hjælp via disse særlove, var der fattighjælpen tilbage.

I 1891 var der ligeledes vedtaget en ny revideret lov om det offentlige fattigvæsen, men den indebar kun mindre ændringer; bl.a. blev det forbudt at anbringe alderdomsunderstøttede og børn i fattiggårdene. Fattigloven af 1891 og det offentlige fattigvæsen fungerede, indtil Socialreformen af 1933 samlede sociallovgivningen.

Se også Bistandsloven og Danmark (social sikring).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig