Helligåndshuse var kristne hospitalsstiftelser, som primært gav hjælp og pleje til fattige, syge og gamle mennesker, der ikke selv kunne vandre omkring og bede om almisser. Nogle helligåndshuse gav desuden herberg til rejsende eller førte omsorg for fattige børn og deres opdragelse. Hospitalerne blev stiftet på baggrund af det kristne bud om at vise næstekærlighed i gode gerninger for trængende.

Oprindelse og historie

Helligåndshuse opstod i Europa i 1100-tallet med inspiration fra Johanniterordenens sygepleje i Jerusalem. I Danmark lå helligåndshusene oftest i købstæderne og var i nogle tilfælde knyttet til helligåndsklostre og Helligåndsordenen. Mange helligåndshuse var selvstændige stiftelser, hvor den daglige ledelse og pleje blev udført af gejstlige personer, som blev kaldt brødre og søstre. De blev også kaldt duebrødre på grund af symbolet for Helligånden, duen, som ofte blev brugt i fx helligåndshusenes segl.

Helligåndshusene blev oprettet og drevet både af verdslige og gejstlige personer, som udtryk for kristne gode gerninger. Eksempelvis oprettende en kvinde i Aalborg i 1431 et helligåndshus til herberg, husvalelse og hjælp, fordi Helligånden havde oplyst hendes sind og hun ønskede at fremme gode gerninger i byen. Ved Reformationen i Danmark i 1536 fortsatte mange helligåndshuse med at fungere som hospitaler, selvom kontakten til den katolske-romerske kirke og klostrene forsvandt.

Helligåndshusenes funktion

Helligåndshusene virkede som plejeinstitutioner, men også som religiøse institutioner. Nogle forstandere havde tilladelse til at give aflad for donerede gaver, mens andre skulle afholde messer og gudstjenester. Helligåndshusene virkede således som kristne institutioner, mere eller mindre knyttet til den katolske-romerske kirkes officielle struktur før 1536. På denne måde kunne fattige og syge mennesker, samt pilgrimme og rejsende, finde sygepleje, sjælepleje, husly og kost i hospitalerne. Helligåndshusene tog sig dog ikke af spedalske, da der fandtes særlige isolerede hospitaler for disse syge (Sankt Jørgensgårde).

Hospitalernes indkomster stammede primært fra donationer, jordejendomme og almisseindsamlinger. Omkring 1500 var flere helligåndshuse fungerende smålen. Kong Frederik 1. (regent 1523-1533) gav eksempelvis flere hospitaler til udvalgte personer som len. Ved denne praksis, kaldet bortforlening, blev der typisk knyttet specifikke rettigheder og forpligtelser til de enkelte hospitaler. Selvom formålet med mange helligåndshuse således oprindeligt var at pleje dem, som ikke kunne hjælpe sig selv, så blev mange hospitalspladser med denne praksis reserveret til udpegede persongrupper. På denne måde kunne velhavende i samfundet betale sig til ophold i specifikke hospitaler for dem selv eller reservere pladser til andre.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig