Hegn og hæk

Kast et blik på en almindelig nutidig dansk bondegård med husdyr og se, hvilken funktion og betydning hegnene har. Sådan har det altid været, bortset fra, at de hegn, der i dag er elektriske eller til nød af pigtråd, i tidligere tider var af sten eller træ. Ganske vist hegnede man førhen om de dyrkede marker for at beskytte afgrøderne mod kreaturer, mens man i dag hegner om græsningsarealerne for at holde kvæget inde; men både dengang og nu skulle hegnene regulere dyrenes græsning.

Omkring de første jernalderlandsbyer dannede hegnet en beskyttende ramme om et velordnet og fortroligt fællesskab, og udenfor var de små markstykker omgivet af skærmende jordvolde og levende hække.

Senere kom hegnene i højere grad til at markere forskellen mellem „min gård” og „din gård” selv om de også havde en rent praktisk funktion i forbindelse med regulering af dyrenes færden. Så vigtige har de været, at man i hvert fald i den tidlige middelalder fandt det påkrævet at lovgive om „gærdselspligten”, dvs. om hvem i landsbyen, der havde pligt til at sætte gærder og ikke mindst til at holde dem i orden.

© Jørgen Kraglund, Skalk

Rekonstruktionstegning af fægyde ved Vallensbæk syd for København, udgravet i forbindelse med en jernaldergård. Tegningen giver et indtryk af hegnenes styrke. De har bestået af tre solide stolperækker, hvoraf de to inderste står ganske tæt, formentlig fordi de har holdt sammen på en træopbygning af brædder eller grenværk, mens den yderste har støttet og afstivet anlægget. De to hegn forløber parallelt med en nøjagtig indbyrdes afstand på godt syv meter – en almindelig bredde for mange andre fægyder. Det er muligt, at den store indhegning også har været malkeplads og måske fold for dyrene om natten.

Da jernalderens bønder opgav at dyrke jorden i de små parceller, hvis spor stadig i dag kan anes nogle steder på den jyske hede, forsvandt også arkæologernes umiddelbare mulighed for at få indblik i dyrkningssystemerne. Selv om vi har haft en formodning om, at jorden blev udnyttet mere intensivt og dermed mere reguleret end tidligere, var det først gennem en udgravning i 1984 ved den gamle Vallensbæk landsby sydvest for København, at man konkret fik syn for sagn.

Her er der gjort et overraskende fund: tre jernalderhuse og et langt hegn. Hegnet udspringer ved det mindste af husene, åbenbart en stald eller en ladebygning, og løber i to parallelle rækker fra det højtliggende gårdsområde ned over bakkeskråningen til den fugtige ådal og engområderne langs Store Vejleåen. Hvad er da mere nærliggende end at opfatte hegnene som en fægyde, der skulle sikre, at kvæget kom frem og tilbage mellem stald og græsningsarealerne uden at forvilde sig ind på de omkringliggende kornmarker? Hermed bliver hegnet fra Vallensbæk det første sikre tegn på en regulering af kvægets græsning og det hidtil eneste fra Danmarks jernalder.

På Vestlandet i Norge, på Gotland og i Mellemsverige er jernaldergårdene og deres jorder derimod omgivet af stensatte gærder, som er bygget i det tredje og fjerde århundrede e.Kr., men som stadig kan ses. De har tjent til at holde dyrene uden for markerne i tiden indtil høst og indenfor i månederne efter, hvor kvæget fik lov til at græsse på stubmarkerne. Gennem fægyder kunne færdselen reguleres.

© Alb. Nilsson, Nationalmuseet, 3. afdeling

Fægyde fra Store Svelmø i Det sydfynske Øhav, fotograferet i 1931. Denne fægyde, hvis stengærder har holdt kvæget på rette vej fra gården til græsningsarealerne, har hindret dyrene i at ødelægge skoven og de omkringliggende marker. Tilsvarende stengærder kendes fra både Sverige og Norge, hvor mange kan føres tilbage til jernalderens midte.

Såvel i form som i dimension svarer de svenske og norske fægyder til de danske. Forskellen er blot, at hegnet fra Vallensbæk er bygget af træ, mens de øvrige er af sten, men funktionen har uden tvivl været den samme.

Det er næppe tilfældigt, at de første regulære fægyder dukker op i løbet af yngre romertid. Der var sket store forandringer siden tiden omkring Kr.f. De mange små marker med levende hegn, der havde omgivet hver eneste lille landsby, var forsvundet. I stedet sås nu større markstykker, hvor kvæget kunne græsse i månederne efter høst – ikke igennem årelange brakperioder som tidligere.

Jorden blev udnyttet i to-drift. Omkring landsbyerne var der et system af dyrkede indmarker; udenom lå græsningsarealer-ne, udmarken. Den gammeldags, ekstensive og langt mere pladskrævende form for landbrug var for længst opgivet, og dyrenes græsning var nu underlagt en fast regulering, som bl.a. blev gjort mulig gennem anvendelse af hegn, gærder og fægyder.