Plantegning af storgården ved Tissø i sin ældste fase, dvs. slutningen af 600-tallet og 700-tallet. Den store halbygning, der ligger centralt i området, står i direkte forbindelse med et specielt indhegnet område omkring en lille bygning. Denne usædvanlige konstruktion er tolket som en mulig kultbygning og således en forløber for de tidligste trækirker, der ligeledes ofte opførtes i tilknytning til den tidlige middelalders hovedgårde.

.

Spænde af forgyldt sølv med indlægning af niello fra storgården ved Tissø. Figuren forestiller to personer, den ene med skjold, sammen med en hest. De to personer er tydeligvis kvinder og kan da muligvis forestille valkyrier, dvs. de kvindelige krigere som kendes fra den nordiske mytologi.

.

Et usædvanligt fundmateriale fra storgården i Tissø udgøres af en snes små amuletter, hvoraf de fleste er thorshammere. De er fundet i bebyggelsens centrale del og underbygger således tolkningen af et område med særlig kultisk betydning og funktion.

.

Danmarks største guldskat fra vikingetiden, en massiv halsring på næsten to kg, stammer fra en mark vest for Tissø på Sjælland. Fundet af ringen i 1977 blev startskuddet til omfattende rekognosceringer og afsøgning af store områder med metaldetektor. Resultatet udeblev ikke, og i dag har arkæologer afdækket et imponerende storgårdsmiljø fra tiden mellem 600 og 1050 e.Kr., hvor der sammenlagt er fundet 8500 metalgenstande af guld og sølv såvel som bronze og jern.

Bebyggelsen grundlægges omkring 550-600, og den består helt frem til ophøret ca. 1050 af fire permanente gårde med tilhørende håndværksområder. Den største af gårdene kan gennem udgravning dokumenteres i fire faser, og for hver ombygning er gården også blevet udvidet. Den ældste gårds tofter dækkede et areal på sammenlagt næsten 10.000 m2, den yngstes omtrent det dobbelte. Gennem hele dette tidsrum lå den monumentale hovedbygning – hallen – centralt i anlæggets midte; i den første tid målte den 36 x 11 m, dvs. at gulvarealet var omkring 400 m2, i sidste fase dækkede det 550 m2.

Det var en imponerende konstruktion, hvis tagbærende stolper var gravet mere end 3 m ned i jorden; dimensionen kan muligvis antyde, at hallen har haft en ovre etage. En række forskellige bygninger, herunder boliger, værksteder og stald, udgjorde de fysiske rammer for dette stormandsmiljø; ved afviklingen omkring 1050 stod der i alt 12-13 større bygninger, og sammenlagt 2000 m2 var under tag.

Gården har kontrolleret et markedsområde med handel og håndværk med spor efter bronzestøbning, smedning, perlefremstilling og vævning, men hvor andre specialiserede håndværksaktiviteter såsom træskæring uden tvivl også har fundet sted. Værkstedshuse og andre lette konstruktioner i stort tal har ligget inden for et 20.000-30.000 m2 stort indhegnet område i hallens umiddelbare nærhed. Blandt de næsten 3500 metalgenstande, som blev fundet alene ved udgravningen af området omkring storgården, fandtes et markant indslag af våben og rideudstyr: pilespidser, sværdbeslag, sporer og bidsler. Ved også at være karakteristisk udstyr i vikingetidens rigeste ryttergrave får man umiddelbart en fornemmelse af storgårdens sociale niveau, og mange andre fund fra området vidner da også utvetydigt om rigdom og kontakter: pragtsmykker af guld og sølv, forgyldt sølv og bronze, frankiske drikkeglas, irske skrinbeslag, karolingiske mønter fra Karl den Store og Ludvig den Fromme findes side om side med ildstål og lansespidser, og ikke mindst med en række specifikke hedenske amuletter som thorshamre og unikke hængesmykker, hvoraf flere uden tvivl forestiller valkyrier.

Det særegne ved storgården fra Tissø er dens mangel på almindelige stald- og økonomibygninger. Netop en gård af denne størrelse forventes umiddelbart at råde over store avlsbygninger, men dette har åbenlyst ikke været tilfældet, og den begrænsede staldplads har formentlig udelukkende været forbeholdt heste. Storgården var altså ikke en landbrugsbaseret enhed i overstørrelse, og fødevarer til de mange mennesker, der har levet og arbejdet på stedet, må nødvendigvis være tilfort udefra, velsagtens fra gårde i dens umiddelbare nærhed, allerede fra den tidligste fase.

Gårdens mest markante bygning var som omtalt den store hal. Halbygningen adskiller sig fra det almindelige langhus ved ikke at rumme stald, ved ikke at have tjent som bolig, og ved at ildstedet aldrig har været anvendt ved madlavning eller nogen form for håndværksaktivitet. Fundmaterialet, som knyttes til bygninger af denne karakter, skiller sig også altid markant ud fra de almindelige beboelseshuse, bl.a. ved de ofte mange skår af drikkeglas, våbendele og ædelmetalfragmenter.

Hallen er den specielle bygning, der altid forekommer på de største og rigeste pladser, og som allerede fra 400-tallet må betragtes som symbolet for økonomisk og militært lederskab.

Imidlertid indtager Tissøhallen en særstilling, ikke blot gennem størrelsen, men også ved at ligge i direkte kontakt med et indhegnet område med bare én mindre bygning. Gennem de første 250 år, dvs. samtidig med hallens tre første faser, lå der kun én mindre bygning inden for dette hegn, og anlægget repræsenterer derved en usædvanlig kontinuitet. I kombination med fund af en række usædvanlige amuletter, bl.a. torshamre og en markant koncentration af dyreknogler, har selve anlægget ledt til tolkning af stedet som et muligt hedensk kultområde, et såkaldt hov, hvortil bl.a. slagtofre var knyttet. Denne fortolkning bestyrkes ikke blot ved den store guldring, der er fundet i et af de nærliggende værkstedsområder, men også ved navnet Tissø, dvs. Tyrs sø, og gennem de omkring 50 sværd, økser og lanser, der er blevet hentet op fra søbunden uden for storgården; det er nærliggende at se dem som ofre til den gud, i hvis sø de var kastet ud, nemlig krigsguden Tyr.

Herresædet ved Tissø er unikt ved sin tydelige kultiske karakter. Nordboerne var kendt for at dyrke deres guder i naturen, og de mange stednavne, som stadig i dag henviser til hellige søer og lunde, er de konkrete spor efter denne hedenske kultpraksis. Datidens våbenofre i Tyrs sø, Tissø, indgår formentlig heri, men koblingen mellem hallen og hovet lader alligevel formode, at en kultpraksis under tag var på vej til at indfinde sig mod jernalderens slutning. Gennem den sandsynlige forening af stormandsmiljø og kultsted kan anlægget ses som en forløber for den tidlige middelalders herresæder, hvor det kristne helligsted, kirken, blev opført i tilknytning til hovedbygningen. Gennem forening af den store ceremonielle hal, kultbygning og en omfattende håndværksproduktion kan komplekset på sin vis lignes ved de tidligmiddelalderlige europæiske klostre, men våbenindslaget og det hedenske islæt efterlader derimod ingen tvivl om, at vi trods alt har at gøre med et ægte skandinavisk stormandssæde eller en kongsgård fra århundrederne før og under vikingetiden.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Hov og hal.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig