Danmarkshistorien

Mål og vægt

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Frem til 1600-tallet fandtes der ikke ensartede mål i Danmark. De enkelte byer og landsdele havde længde- og rummål og vægtenheder, der måske nok hed det samme, men ikke var lige lange eller lige tunge, og flere steder brugtes også udenlandske måleenheder.

Som rummål anvendtes f.eks, ofte størrelsen en tønde og desuden en skæppe = 4 fjerdinger = 12 album = 48 penge eller en læst = 12 pund = 24 ørter. En tønde kunne i landets forskellige dele variere mellem at svare til 6 til 20 skæpper, og der var ikke noget fast forhold mellem en skæppe og en læst, idet det f.eks, kunne afhænge af, hvilken kornsort målet brugtes på. Andre måleenheder var en række af de nedennævnte, f.eks, fod, alen og pund.

I Christian 4.s reces af 1615 blev der gjort de første forsøg på at standardisere rummål for hele landet, men det var først ved forordninger fra 1683 og 1698, at der blev indført ensartet mål og vægt i hele landet.

Det grundlæggende længdemål blev da en alen, som med en senere tids målestok fik en længde på 62,8 cm.

Andre længdemål var:

en mil = 12.000 alen = 7,53 km
en favn = 3 alen = 1,88 m
en fod =1/2 alen = 31,4 cm
en tomme = 1/24 alen = 2,6 cm

Som flademål anvendtes derefter kvadratmil, kvadratalen, kvadratfod etc. samt arealet en tønde land, der blev sat lig med 14.000 kvadratalen eller i moderne mål lig med 0,5516 hektar.

Som rummål kunne på tilsvarende måde anvendes kubikfod, kubikalen o.l., men mere almindelig var:

en pot = 1/32 kubikfod = 0,97 liter
en skæppe = 18 potter = 17,4 liter
et anker = 38 potter = 36,7 liter
en øltønde = 136 potter = 131 liter
en korntønde = 144 potter = 139 liter
et oksehoved = 228 potter = 220 liter

For andre varer end korn og øl fandtes en række andre tøndemål.

Det grundlæggende vægtmål blev et pund, som blev fastlagt som vægten af 1/62 kubikfod vand eller ca. 498,6 gram – fra 1853 afrundet til 500 gram. Andre anvendte vægtmål var:

et lod = 1/32 pund = 15,6 g
en mark = 1/2 pund – 249 g
et lispund = 16 pund = 7,98 kg
en centner = 100 pund = 49,9 kg
et skippund = 320 pund = 159,6 kg

I 1861 tilføjedes til denne række også en kvint = 1/100 pund = ca. 5 gram.

Metersystemet blev indført en del senere i Danmark end i de andre vesteuropæiske lande. Det skete ved en lov i 1907, men først efter en overgangsperiode blev systemet det eneste lovlige i Danmark fra den 1. april 1916.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

  • Der er endnu ingen tags til denne artikel
Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
standardisere
(eng. standardise ), fastsætte bestemte mål el. kva ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
HCJ
13/02/2012
  • Læst 2214 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki