Indeks for gennemsnitlige rugpriser 1500-1650 (1500-40 = 100).

.

De sjællandske kapitelstakster for en tønde rug 1651-1850 (1651-1813 i kurantdaler, 1814-50 i rigsbankdaler). I 1812 er taksten næsten 62 kurantdaler.

.

Konsumprisindeks 1815-1943 (1870 = 100).

.

Konsumprisindeks 1914-2002 (1914 = 100).

.

Reallønsudviklingen 1500-1864 (1508-48 = 100).

.

Reallønsudviklingen for odenseanske arbejdere 1789-1869 (ændringer i procent pr. år).

.

Reallønsudviklingen 1870-2002.

.

Cirkulerende kurant- og speciesedler 1757-1913 i mio. rigsdaler.

.

Fra 1500-tallet har man nogenlunde regelmæssige prisnoteringer for nogle enkelte vigtige varer, først og fremmest for korn.

I vedstående figur er vist en række af de tidligst kendte priser på rug. Det prisniveau, som fandtes i begyndelsen af 1500-tallet, har muligvis været nogenlunde uændret også i den nærmest forudgående tid. Figuren viser imidlertid, at der efter midten af 1500-tallet begyndte en kraftig prisstigning, som kom til at fortsætte igennem næsten hundrede år, og som også kendes for andre varer og i det øvrige Europa. Denne udvikling, som dog med en moderne målestok kun var en meget mild inflation, skyldes muligvis, at befolkningstilvæksten gav en øget efterspørgsel efter fødevarer samtidig med, at der ikke skete en tilsvarende forøgelse af produktionen.

For de nærmest følgende 200 år er i næste figur vist de såkaldte kapitelstakster for rug. Det er priser, som hvert år blev fastlagt af myndighederne for hvert stift. De anvendtes til at omregne ydelser, der var aftalt i korn, til penge. Det er således administrativt bestemte priser, og de afspejler derfor ikke nødvendigvis korttidsudsving i priserne fuldt ud, selv om figuren ikke umiddelbart tyder på, at man har søgt at foretage en udjævning af priserne. Når der er så store udsving, skyldes det, at høstudbyttet var meget sårbart over for udsving i klimaet, og da korn var befolkningens vigtigste næringsmiddel, blev priserne i mange år budt op til meget store højder. Det skabte stor nød for den dårligst stillede del af byernes befolkning, som ikke selv dyrkede korn, men måtte købe alle levnedsmidler.

Kapitelstaksterne giver formodentlig et rimeligt udtryk for langtidsudviklingen i priserne, og det ses af figuren, at kornpriserne mellem 1650 og 1720 fortsatte med at stige, men i betydeligt langsommere tempo end i 1500-tallet. Stigningen blev derefter afbrudt af nogle årtier med et mere stabilt prisniveau. Fra omkring 1760 steg priserne igen, og i perioden fra 1800 til 1814 fremkaldtes en voldsom inflation af et stigende underskud på statsfinanserne som følge af den danske inddragelse i Napoleonskrigene. Priserne blev alene fra 1811 til 1812 næsten firedoblet. I det sidstnævnte år nåede den sjællandske kapitelstakst op på 61 rigsdaler og 72 skilling eller næsten 20 gange så meget som i 1790'erne.

Efter 1814 blev prisniveauet gennem en hårdhændet deflationspolitik presset ned på et niveau, der derefter holdt sig med mindre udsving helt frem til 1914. Dette gjaldt dog fortrinsvis for et udsnit af daglige forbrugsvarer, som det er vist i figuren over konsumprisindeks.

Engrospriserne, som gjaldt for de varer, der blev handlet på verdensmarkedet, viser derimod noget større udsving. De faldt frem til slutningen af 1840'rne på grund af et stigende arbejdsudbud, da stormagterne skar deres hære ned efter 1814, og som følge af overskud på mange landes statsbudgetter for at kunne afbetale de lån, der var optaget under krigene.

Derefter fulgte en prisstigning frem til ca. 1875, som stod i forbindelse med en relativ råvaremangel under den tidlige industrialisering på det europæiske fastland og med tre større krige – Krimkrigen 1854-56, Den amerikanske Borgerkrig 1861-65 og Den fransk-tyske Krig 1870-71.

Mellem 1875 og midten af 1890'erne faldt engrospriserne igen. Nye tekniske fremskridt – ikke mindst inden for transportsektoren – gav billige råvarer. Samtidig medvirkede en stigende produktivitet i industrien til en billigere produktion.

Endelig var priserne stigende i begyndelsen af 1900-tallet bl.a. på grund af en begyndende oprustning i de store europæiske lande og som følge af de nydannede fagforeningers pres på lønningerne.

Disse bevægelser i engrospriserne kan som nævnt kun anes svagt i udviklingen i detailpriserne, og perioden fra omkring 1820 til 1914 var derfor år med et overordentligt stabilt prisniveau sammenlignet med både tidligere og senere tider.

Dette ses for den senere tid ved sammenligning med figuren Konsumprisindeks 1914-2002. Allerede under 1. verdenskrig steg priserne stærkt, og efter et fald i 1920'erne og relativt konstante priser i 1930'erne har der fra 1940 til midten af 1980'erne været en voldsom langtidsinflation, hvor detailpriserne i gennemsnit er steget med knap seks procent om året. Baggrunden for denne udvikling var under krigen en stor vareknaphed, hvis effekt ikke fuldt ud kunne holdes nede af rationeringer og fastsættelse af maksimalpriser, og i efterkrigstiden et kraftigt og stadigt lønpres kombineret med en hurtigt ekspanderende offentlig sektor.

Arbejdslønnen for den relativt beskedne del af arbejdsstyrken, som i ældre tid blev betalt med dag- eller ugeløn i penge, findes der kun få oplysninger om. I figuren Reallønsudviklingen 1500-1864 er vist et forsøg på at beregne langtidsudviklingen i reallønnen, dvs. pengelønnen korrigeret for ændringer i priserne på de varer, som lønmodtagerne købte. Da beregningsmetoden ikke tager hensyn til ændringer i varernes kvalitet og for de tidligste år er baseret på ret få lønninger, er det kun større udsving i reallønnen, der kan tillægges nogen betydning.

Det normale har været, at pengelønsatserne lå fast over lange perioder. Hvis priserne var hastigt stigende, sakkede reallønnen derfor bagud, men i perioder med konstante eller faldende priser, var der større muligheder for at forbedre reallønnen. Lønmodtagerne synes derfor navnlig omkring år 1600 og i sidste halvdel af 1700-tallet at have haft vanskeligt ved at undgå reallønsforringelser, mens der i midten af 1600-tallet var tale om en relativt høj realløn.

Figuren viser gennemsnit for længere tidsperioder, men på grund af de kraftige prisudsving på de mest elementære levnedsmidler kunne reallønnen svinge stærkt på kort sigt, som det er vist ved et eksempel fra Odense på siden overfor.

Figurerne på siden overfor viser udviklingen for arbejdere med beskæftigelse året rundt, men formodentlig har beskæftigelsesforholdene været bedst i årene med hurtige prisstigninger, mens der har været en høj arbejdsløshed, når priserne faldt. Det er derfor ikke alle arbejdere, der har fået glæde af reallønsfremgangen under prisfaldsperioderne.

Fra 1870 findes der et mere ensartet materiale til belysning af udviklingen i arbejdslønnen. Tal fra dette er vist i figuren nederst på siden overfor.

Som helhed er der mellem 1870 og 1990 sket en tohundrede-dobling af pengelønnen og en femtendobling af reallønnen pr. time, men da det årlige timetal er faldet betydeligt på grund af en kortere arbejdsuge, er købekraften af en årsløn ikke steget helt så meget. Det kan dog være vanskeligt mere nøjagtigt at vurdere, hvad der skal forstås ved en sådan forbedring, idet varernes kvalitet og forbrugets sammensætning har ændret sig meget i løbet af perioden.

I det meste af disse 120 år er reallønnen steget fra år til år, men med de hurtigste stigninger i 1890'erne og i 1960'erne. Direkte tilbageslag adskillige år i træk har der kun været under 1. verdenskrig, i begyndelsen af 1930'erne og i 1980'erne.

Til at formidle betalinger af lønninger og for at kunne få omsætningen til at fungere smidigt begyndte man at slå mønter i Danmark kort efter år 800, men udenlandske mønter havde allerede tidligere været brugt i omsætningen på danske markedspladser.

De tidligste mønter var af sølv og opnåede deres værdi ud fra metalindholdet. På grund af prisstigninger og dermed følgende underskud på betalingsbalancen er der imidlertid i de over 1000 år, hvor udmøntning har fundet sted, foregået en kraftig devaluering af den danske møntenhed. Det skete gennem mange århundreder ved, at sølv- eller guldindholdet i mønterne blev gjort mindre og mindre. I årene 1713-28, 1745-47, 1757-1795, 1799-1845, 1914-1927 og siden 1931 er det derimod foregået ved at udstede pengesedler, der ikke har været indløselige med ædelmetalmønt, og hvis værdi enten har svinget fra dag til dag eller med mellemrum er blevet justeret til en ny valutakurs, der har været mere i overensstemmelse med landets internationale økonomiske situation.

Nogle vigtige møntenheder, der har været anvendt i Danmark, og deres værdi i forhold til ædelmetal.
År Møntenhed Udmøntet som Værdi i forhold til sølv eller guld
1020 mark 1 mark = 240 penninge 1 mark = 216 g sølv
1231 - - 1 mark = 72 g sølv
1284 - - 1 mark = 43 g sølv
1338 - - 1 mark = 22 g sølv
1514 - - 1 mark = 19 g sølv
1524 - - 1 mark = 9 g sølv
1544 speciedaler 1 daler = 3 mark = 48 skilling 1 skill. = 0,533 g sølv
1572 - 1 daler = 3 mark = 64 skilling 1 skill. = 0,400 g sølv
1602 - 1 daler = 3 mark = 66 skilling 1 skill. = 0,388 g sølv
1616 - 1 daler = 3 mark = 80 skilling 1 skill. = 0,320 g sølv
1625 - 1 daler = 6 mark = 96 skilling 1 skill. = 0,263 g sølv
1727 kurantdaler - 1 skill. = 0,215 g sølv
1812 - - 1 skill. = 0,015 g sølv
1814 rigsdaler - 1 skill. = 0,040 g sølv
1845 - - 1 skill. = 0,132 g sølv
1875 krone 1 krone = 100 øre 1 krone = 0,403 g guld
1950 - - 1 krone = 0,129 g guld
1970 - - 1 krone = 0,119 g guld

1713-28 blev sedlerne udstedt af staten som såkaldte „autoriserede sedler”, der under Den store nordiske Krig skulle lette omsætningen, da mønterne forsvandt til udlandet på grund af betalingsbalancevanskeligheder. De blev inddraget igen efter krigen. I 1736 oprettedes en privat seddeludstedende bank, der blev hovedkilden til landets forsyning med betalingsmidler frem til 1813, hvor den blev afløst af Rigsbanken 1813-18 og derefter af Nationalbanken. Kurantbankens sedler var indløselige med fuldvægtig metalmønt 1736-45, 1746-57 og 1795-99, Nationalbankens 1845-1914 og fra 1927-31 med guldbarrer.

Den danske valutas værdiforringelse i forhold til guld og sølv kan man få et indtryk af ved at se på de udstedte betalingsmidler, som det er vist i tabellen på siden overfor. Efter 1970 er ædelmetal ophørt med at være grundlaget for den vestlige verdens valutaer, men et udtryk for den danske krones fortsat aftagende værdi indtil midten af 1980'erne var, at kronen da tabte ca. 40 procent af sin værdi over for den tyske mark. Derefter har der været holdt en fastkurspolitik over for først D-mark og derefter Euro.

Hvor stor en mængde betalingsmidler, der har været i omløb, ved man kun fra de perioder, hvor sedler har været den dominerende del af omløbet, idet mønterne også har cirkuleret i udlandet, og udenlandske mønter er blevet anvendt i Danmark.

I figuren herover er vist seddelomløbet fra 1757 til 1813. Den cirkulerende mængde er både da og siden hen steget betydeligt stærkere end priserne, et tegn på at den økonomiske aktivitet har krævet en stadig større mængde betalingsmidler, og at pengeøkonomien er trængt igennem til nye områder.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Priser, lønninger og møntvæsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig