Det fornemme unionssegl, som Erik af Pommern anvendte fra 1398 til 1435, indeholder et helt unions-program. Som arvekonge af Norge har kongen placeret Sankt Olavsløven med øksen i hjerteskjoldet. I de fire felter kommer først Danmarks tre leoparder med en dannebrogsfane, og derefter følger det siden så omstridte tre kroners våben, her utvivlsomt opfattet som et unionssymbol. I tredje felt følger det gamle svenske folkungevåben med løve og til sidst den pommerske grif, et fabeldyr med løvekrop og rovfuglehoved. Den latinske omskrift proklamerer: Erik af Guds nåde konge over rigerne Danmark, Sverige, Norge, de venders og goters og hertug af Pommern.

.

Gjorslev Slot på Stevns. Omkring 1400 lod roskildebispen Peder jensen Lodehat denne pragtbygning opføre. Den er ikke så meget en borg som et monument, der markerer, hvilken magt og indflydelse roskildebispen da besad. Den korsformede bygnings mure står ret uændrede, dog med forstørrede vinduer, og i stedet for saddeltaget med spir har der været murtinder md skydeskår.

.

Kalmar Slot ved grænsen til Danmark var en af Sveriges vigtigste borge. Selv om det nuværende slot har udtalt renæssancepræg, er der bevaret så meget af det middelalderlige murværk, at det har været muligt at foretage den her gengivne rekonstruktion. At kongekroningen fandt sted netop i Kalmar skyldtes vel, at man derved kom ud over hvert af de tre rigers traditioner om, hvor en kroning egentlig burde finde sted. Men når den nygifte Erik af Pommern residerede her i flere år, antyder det, at man forventede, at slot og stad ville få større og samlende betydning for unionen.

.

I året 1400 var kong Erik 18 år gammel og blev derfor erklæret myndig. Men derved skete intet indgreb i dronning Margretes stilling. Ganske vist var den unge konge allerede i 1397 blevet kronet i Kalmar til konge over alle tre nordiske riger, men indholdet af denne nordiske union var yderst uklart.

Først og fremmest var dronningens egen stilling højst irregulær. Ved sin fader Valdemar Atterdags død i 1375 var hun på næsten kupagtig vis blevet indsat som formynder for sin søn med Norges konge Håkon, og ved sin mands død i 1380 var hun ligeledes blevet formynder for den lille Oluf i Norge. Men i 1387 sker der det tragiske, at Oluf dør. Og da Norge statsretligt set var et arverige, medens kongemagten i Danmark afhang af et valg, var situationen helt kaotisk.

Alligevel lykkedes det Margrete at blive valgt til „fuldmægtig Frue og til Husbonde og til ganske rigens af Danmark formynder”, og det uanset at der ikke var nogen at være formynder for. Året efter hyldedes hun i Norge som „Norges og Sveers dronning” og „ret arving og fyrstinde til Danmarks rige”, en mildt sagt stærkt propagandistisk titel med brod imod det Sverige, hvis aristokrati i sin tid havde afsat hendes svigerfader Magnus, kong Håkons fader, og i stedet indkaldt den mecklenburgske hertug Albrecht.

Samtidig med at Margrete knyttede kontakter til den udbredte svenske opposition imod kong Albrecht, satte hun sig i forbindelse med sine slægtninge i Pommern, hvor hendes søsterdatter i et ægteskab med en pommersk hertug havde en blot seksårig søn Bugislav.

Sankt Mathias' dag 1389 knustes kong Albrechts styrker af en dansk-norsk-svensk hær i slaget ved Åsle i Västergötland, og kongen selv blev taget til fange. Derpå kom den pommerske hertug til Danmark for at aflevere sine børn, datteren Catharina, der nogen tid blev opdraget i Vadstena Kloster, og sønnen, der fra nu af kaldtes Erik. En lang række norske rigsråder fastslog, at den lille Erik var ret arving til Norges rige, samt at arvegangen for fremtiden skulle regnes fra ham, dvs. at alle andre eventuelle tronkrævere og prætendenter dermed var ude af spillet.

I denne Erik, kong Valdemars oldebarn, besad Margrete nu den myndling, i hvis navn hun fremtidig som formynder skulle udøve den reelle magt i hele Norden. Titler og formaliteter synes hun altid at have set stort på, blot hun havde magten, som hun til gengæld forstod at bruge med varsomhed.

I henhold til Lindholmtraktaten af 1395 blev den fangne kong Albrecht løsladt imod et løfte om at betale en kæmpemæssig løsesum. Kunne han ikke skaffe pengene, hvad næppe nogen ventede, skulle han i så fald udlevere sit sidste støttepunkt i Sverige, det stærkt befæstede Stockholm, hvorfra hans tilhængere, de såkaldte vitaliebrødre, til hansestædernes store harme og fortræd havde drevet en omfattende fribyttervirksomhed.

I januar 1396 hyldes den lille Erik på Viborg Landsting, og samtidig udstedes en rigslov, der som den første af sin art var på dansk. Efter sit indhold kan den næsten kaldes en omvendt håndfæstning, dvs. at det ikke var aristokratiet, der som betingelse for kongevalg opregnede sine egeninteresser. Her var det kongemagten, der på grundlag af skik og brug og uden at træde velerhvervede interesser for nær fremkom med sit syn på rigets forfatning og retstilstand.

Smukt fastslår allerede første bestemmelse, at der skal holdes fred, dvs. at al vilkårlighed og selvtægt skal ophøre. På den ene side betød dette øgede bødeindtægter til kongemagten, hvis reglerne blev brudt; på den anden side levede fejderetten videre i endnu 100 år. Men nu bliver det slået fast, at der var situationer, hvor enhver burde føle sig sikker, således når han var i sin egen gård og på kirke- eller tingvej.

Megen selvtægt skyldes nok rejselivets krav, hvor ikke mindst klostrene traditionelt havde måttet holde for, når konge og stormænd drog om i riget med talstærkt følge, heste og hunde, men hvor også handelsfolk havde brug for moderne bekvemmeligheder. Derfor blev det nu fastslået, at der skulle indrettes offentlige kroer for hver fjerde mils vej, og herved håbede man at komme det såkaldte voldgæsteri til livs.

Malende skildres det uromoment, som de mange private borge og befæstninger havde udgjort. „Eftersom der er sket liden ret fra de hidtidige borge, forbyder vi, at der bygges flere fæstninger eller barfred, for at landet hurtigere skal komme i orden og til mere fred, end der til nu har været.”

Endnu en vigtig bestemmelse drejede sig om generhvervelsen af krongods, der med urette var kommet i privates besiddelse. Hertil sluttede sig en række bestemmelser til gavn for handelen, og endelig omtales de skatter, der i lidt varierende form var blevet bevilget på rigets forskellige landsting, og som var specielt nødvendige, da det var hensigten atter at slå god dansk mønt.

I juli hyldes Erik derpå i Sverige, hvor en lignende rigslov blev udstedt. Her udtrykte man ønske om fremtidige forhandlinger mellem de tre nordiske riger, når og hvor dronningen (og naturligvis kong Erik) måtte finde det belejligt. Eftersom „vi alle i disse tre riger har én herre og konge”, skulle der omsider være mulighed for at undgå krig og ufred i Norden.

Og endelig trådte i Kalmar en talstærk stormandsforsamling sammen i 1397, hvor man trinitatis søndag (den 17. juni) kronede Erik til konge i alle tre riger på én gang. Ikke blot en højst usædvanlig handling, men den foregik også stik imod alle lokale traditioner om, hvor kongekroning burde finde sted.

Herom beretter et stort pergamentsbrev, udstedt godt en måned senere og beseglet af 67 gejstlige og verdslige stormænd fra alle tre riger som dokumentation for, at der var foretaget en sådan kroning. Men selv om dette stod fast, var der problemer; blandt andet havde Lübeck været tilkaldt til forhandlinger, som hansestaden dog udeblev fra. Gotlands stilling var problematisk, da slotshøvedsmanden viste sig at hælde til kong Albrechts side, og da øen fortsat brugtes som base for sørøverier, lod Den tyske Ordens højmester Gotland besætte i 1398.

Hvor vidt unionen mellem rigerne egentlig skulle gå, indeholdt kroningsdokumentet intet om. Men sandsynligvis selv samme dag (eventuelt en uge senere) udstedtes det såkaldte unionsbrev, der fastslog, at forbindelsen mellem de tre riger skulle fortsætte også under kong Eriks efterfølgere. Og selv om de tre riger bevarede indre selvstyre med egne love og retssædvaner, skulle man have fælles fjender såvel uden- som indenrigs, dvs. at var man gjort fredløs i ét af rigerne, gjaldt dette også for de andre rigers vedkommende. Til slut kom nogle garantier for det jordegods, som Margrete havde ret til at besidde på livstid som enkepension.

Det er fortsat omstridt, hvad dette aparte papirsdokument med dets mange rettelser egentlig betød. Blot en menneskealder senere, i 1425, lod kong Erik det kopiere, vel at mærke på pergament, hvilket viser, at han da var i en situation, hvor det uklare brev kunne være ham og hans synspunkter til nytte. Men endnu ti år senere var det omvendt de utilfredse svenske stormænd, der trak bestemmelserne i brevet frem og hævdede, at kongen havde overtrådt unionsvilkårene, samtidig med at de på grundlag af det gamle brev søgte at nå frem til et klarere forfatningsudkast.

Efter alt hvad vi i øvrigt ved om dronningens politik, blev hendes sejre og reelle resultater altid omhyggeligt nedfældet på retsgyldigt pergament med talstærk, absolut korrekt besegling. Så antagelig repræsenterer unionsbrevet den øjeblikkelige situation: kong Erik var ved én kroning blevet enehersker i alle tre nordiske riger; de nærmere regler for unionens indhold var derimod endnu uafklarede, hvad der i og for sig ikke nødvendigvis var til kongemagtens skade, hvorfor alene visse hovedsynspunkter blev protokollerede, og det på papir.

Og netop brevets slutbemærkning, at det skulle affattes på pergament i seks eksemplarer – to til hvert rige – antyder dets præg af udkast, eller om man vil: hér udtrykte en lille inderkreds af dronningens betroede mænd deres tilslutning til et program for den fremtidige unionspolitik. En hensigtserklæring, der kunne være nyttig for regenten, men som samtidig ikke satte alt for klare grænser for en eventuelt langt stærkere magtposition.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Fru Kongen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig