Forudsætningen for at kongemagten kunne komme ud af 1300-tallets kriser og leven fra hånden i munden var at få bedret dens finansielle stilling. Uden at vi i detaljer kan følge udviklingen, fik Margrete held til at gennemføre en økonomisk sanering, hvad enten dette skyldtes flere kontanter, en højere grad af sparsommelighed eller simpelt hen, at hun ansås for mere kreditværdig end sine forgængere.

Den rige hertug af Sachsen-Lauenburg havde i sin tid ydet kong Valdemar store tjenester, for hvilke han havde fået tre svensk-hallandske slotte i pant. I 1376 lovede han at overlade dem til dronningen for 5500 lybske mark, og disse penge skulle skaffes således: 3500 mark fra indtægterne af Skånemarkedet i Skanør-Falsterbo, formentlig en af rigets vigtigste indtægtskilder, hvert år 1/6 af provenu'et, indtil summen var ydet. De resterende 2000 mark skulle dels udredes kontant, dels i form af militær hjælp, og når blot det ene tusind var betalt, skulle slottene atter overdrages til dronningen.

Men i 1390'erne kom disse lauenburgske fyrster i konflikt med hansestæderne om handels-, told- og transitrettigheder. Nu var det pludselig dronningen, der havde penge til gode, og i 1411 måtte en ny hertug af Sachsen-Lauenburg overlade Margrete sin pantebesiddelse af Åbenrå Slot og len for 3000 lybske mark.

På tilsvarende vis gik det med de store holstenske adelsslægter. Dronningen indløste de store besiddelser, som slægten Ahlefeldt havde haft i pant på Fyn. Og slægten Limbek, hvis medlemmer næsten efter behag havde vekslet mellem den danske og den holstenske side, fik nu store beløb retur: i 1399 kunne dronningen indløse Riberhus m.m., og i 1410 er det Limbekslægten, der skylder dronningen penge.

Om det så var det fornemme ægteskab, der arrangeredes for Eriks søster Catharina med en hertug af Pfalz-Bayern, lykkedes det at få medgiftskravene nedsat ganske væsentligt. Oprindeligt havde kong Ruprecht ønsket, at hans søn skulle have 100.000 gylden, men forhandlerne fik dog fuldmagt til at gå med til blot halvdelen af denne sum. Resultatet i 1406 blev dog blot 40.000 rhinske gylden, og når Margrete overhovedet kunne disponere over så store beløb, har dette givetvis en del at gøre med Skånemarkedets store indtægter.

I 1407 afleverer roskildebispen Skanør og Falsterbo til dronningen. I de sidste seks år havde han haft slotte og indkomster i pant, utvivlsomt som afdrag på sit enorme tilgodehavende på 40.000 lybske mark. Dette viser, at dronningens trofaste tilhængere måtte være indstillede på at være med til at finansiere det regime, som de på én gang støttede, og som de lige så fuldt støttede sig på. Efter den oprindelige aftale skulle bispen egentlig have haft 5000 mark årligt i otte år; men måske har indtægterne været større end antaget, efter at der var opstået mere fredelige forhold i Norden?

Som regel vandt dronningen sine sejre ved forhandlingsbordet. I 1404 forsøgte man at smide Den tyske Orden ud af det besatte Gotland, men uden held. Derefter blev der i 1407 truffet aftale om en udbetaling, hvorefter Gotland blev tilbageleveret imod hele 9000 engelske nobler (formentlig ca. 20.000 lybske mark). Året efter gav ordenen en kvittering for modtagelsen, og i de følgende år er dronningen gang på gang i stand til at komme betrængte nordtyske småfyrster til hjælp med betydelige lån, en kreditgivning, der ikke blot forøgede Danmarks politiske position og anseelse, men som også med held anvendtes for at styrke den danske situation i Sønderjylland.

Allerede i 1410 kunne Catharinas ægtemand hertug Johan kvittere for modtagelsen af halvdelen af sin hustrus medgift, og i 1412 betaltes endnu 6000 gylden. Man var unægtelig langt fra 1300-tallets pantsættelser af statsindtægterne.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Dronningens finanser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig